Tre unge veteraner styrer revyscenen

Mette Iversen og Sanne Gudmundsen mødtes som så ofte før i Aarhus, hvor de begge bor, og som noget helt naturligt blev 7-kanten vendt. Her har de nemlig begge trådt mere end ét par barne- og ungdomssko.

De kom frem til, at de gerne ville lave noget i 7-kanten.

– Det skal vi da, men så skal Sofie Gantzel være med, blev vi enige om, og Sofie sagde straks ja, fortæller Mette og Sanne.

De fik grønt lys af 7-kanten til at arbejde med Ungdomsholdet, og efter et intenst arbejde siden efteråret med otte unge mennesker er de klar til at præsentere revyen ”Dét lugter lidt af ungdom”. Dermed får Varde efter mange års fravær igen en revy.

– Det har været vigtigt for os, at det er en revy, der afspejler ungdommen, deres liv og tanker, så den spænder fra Mette Frederiksen til tøjkrise mandag morgen. Jens Jager har skrevet et par numre – resten har vi skrevet – men alt er med inspiration fra deltagerne på holdet, fortæller de tre unge veteraner, der har hver deres spidskompetencer.

De blander sig dog på kryds og tværs i hinandens opgaver, og efter en masse grin finder de frem til følgende karakteristik af hinanden.

– Sanne er den skæve med de mange idéer, mens Mette er den, der fravælger 80 procent af idéerne, og Sofie vurderer, om det er de rigtige idéer, der bliver kasseret.

– Vi vil lave en revy med det hele, og det har vi fået ja til fra 7-kanten, så vi har et band med og får al den hjælp, vi skal bruge, fra de forskellige afdelinger – scene, lyd og lys, kostumer, ja, det hele, siger Sanne Gudmundsen.

Mette Iversen har lavet noget teater ude omkring og kan konstatere, at 7-kanten er et privilegeret sted.

– Vi har en kostumeafdeling på størrelse med Varde midtby, professionelle lyd- og lysfolk og scenefolk, der bare løser opgaverne.

De er enige om, at 7-kanten har haft stor betydning for dem både før og nu.

– I skoletiden var jeg aldrig nervøs for at fremlægge for klassen. Jeg var jo vant til at stå på en scene, og vi har fået relationer på kryds og tværs af alle aldre, siger Sofie Gantzel.

De erkender, at de nok vil være noget nervøse forud for premieren.

– Vi vil jo gerne imponere lidt – vise, at vi har taget meget med fra 7-kanten og bygget videre på det. Vi synes selv, at vi har lavet et brag af en revy. Der er både grin og noget at tænke over, siger Mette Iversen.

De otte medvirkende på Ungdomsholdet har været meget aktive i processen, så revyen ”lugter meget af ungdom”.

– Vi har et fantastisk hold og nogle professionelle rammer, så vi giver den fuld smadder, er Mette, Sanne og Sofie enige om.

Fakta

Sanne Gudmundsen, 23 år, læser psykologi på Aarhus Universitet og er i gang med sin bachelor.

Sofie Gantzel, 24 år, bor i Varde og er ansat hos Dance Company Twenty i Varde.

Mette Iversen, 26 år, læser dramaturgi på Aarhus Universitet og er i gang med kandidaten.

De har alle tre været meget aktive i 7-kanten og i sommerspillet, og efter studentertiden har de fulgt 7-kanten lidt på afstand, men har lavet nogle fælles projekter både i Aarhus og i 7-kanten.

Revyen ”Dét lugter lidt af ungdom” har premiere den 4. maj kl. 19.30 og spiller igen den 5. maj kl. 15.00 og 19.30 samt den 6. maj kl. 15.00 i Varde Teater- og Musikhus, Vestervold 11 C, Varde.

Billetsalg: 7-kanten.dk

 

Foto:

Revyen ”Dét lugter lidt af ungdom” har Sanne Gudmundsen (tv.) som band- og korleder, Mette Iversen er instruktør og Sofie Gantzel er koreograf.