Hvor mange gange rykker vi ud på et døgn?

Politiet: Hver morgen er det, som politiet kalder døgnrapporten, udgangspunkt for, hvilke opgaver de forskellige afdelinger skal tage fat på.
Døgnrapporten er en oversigt over alle de sager og hændelser, som patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi er rykket ud til i løbet af det seneste døgn. Forskellen på sager og hændelser er, at der ved en hændelse ikke er tale om noget strafferetligt. Er der det, så kalder vi det en sag. En hændelse kan for eksempel være en borger, der ringer og fortæller, at der lusker to personer rundt om genboens hus. Vores patrulje rykker ud og møder to håndværkere på job. Det er en hændelse. Havde der været tale om indbrudstyve, ville det være en sag.
Hvor mange gange tror du, vores patruljer rykker ud i løbet af 24 timer? En gennemsnitlig døgnrapport er på mellem 100 og 120 sider. På hver side er der mellem to og fire sager eller hændelser. Så vi har faktisk i nærheden af 350 hændelser og sager i gennemsnit. Hvert døgn. Så der er nok at se til for patruljerne.
Og hvad er det så, vi rykker ud til? Vi har kigget døgnrapporten for et enkelt døgn igennem; fra torsdag til fredag morgen. Den ligner vores andre døgnrapporter og der er flere områder, som optager meget af vores tid:

Vi får mange henvendelser om borgere, der af en eller anden grund har det svært og som har forladt deres hjem, bosted eller en psykiatrisk afdeling. Dem rykker patruljerne ud for at finde og enten kommer borgeren selv hjem, ellers finder vi dem og sørger for at de kommer godt videre og får hjælp. Det skete otte gange i løbet af det forgangne døgn.
Færdselsområdet fylder virkelig meget i døgnrapporten. Her handler det om alt fra tabt gods til større ulykker. I døgnrapporten fra torsdag/fredag var der 45 færdselssager, der handlede om for eksempel parkering til ulempe, kørsel på ulovlige knallerter, parkeringsskader og spritkørsel.
På hver eneste døgnrapport optræder der dyr. Hunde der slås, heste der ser ud til at være misrøgtede eller måske finder en borger et dødt får. Ofte er der kun tale om hændelser, så der ikke er tale om noget strafbart, men vi rykker ud til det hele. Seks gange i denne døgnrapport. Blandt andet to aggressive løse hunde, en mistanke om misrøgtede får, to løse hunde i trafikken og tre heste, der var blevet væk.

Så er der de mange sager, der handler om forskellige former for uro. Der kan være tale om problemer i hjemmet eller uorden på gaden – og inden længe vil det gode vejr betyde, at mange ringer og klager over høj musik fra åbne vinduer eller unge, der griller og fester i skoven eller på stranden. Der kan også være tale om folk, der sover på gaden eller i opgange eller er berusede på offentlige steder. Der optræder altid mange af denne type sager i døgnrapporterne. Der er sjældent tale om noget strafferetligt, men uroen er utryghedsskabende, så borgerne forventer, at vi gør noget ved det. Og det gør vi. Der var 13 tilfælde af forskellige former for uro i den aktuelle døgnrapport.
Så er der sager med tyveri og indbrud. De tunge sager i denne kategori er indbrud i private hjem og i virksomheder, men derudover er der mange sager om tyverier af alt fra vasketøj til store landbrugsmaskiner med dyrt GPS-udstyr. Vi talte 26 tilfælde i denne kategori, næsten udelukkende mindre tyverier.
Den personfarlige kriminalitet rykker vi selvfølgelig også ud til. Det handler i den grove ende om vold og sædelighedsforbrydelser og så får vi rigtig mange henvendelser om trusler. En borger, der truer en anden borger på livet eller på anden vis. Der er ofte tale om problemer i samliv, men der findes mange varianter af trusler. I denne døgnrapport var der 12 tilfælde i alt.
Endelig er der den digitale kriminalitet, der både kan handle om økonomisk kriminalitet, hvor gerningsmænd for eksempel forsøger at snyde ældre til at udlevere kontonumre, eller om personlig kriminalitet, der for eksempel kan handle om deling af krænkende billeder. Derudover er der mange tilfælde, hvor en borger er blevet snydt ved en handel på nettet. Fire tilfælde af digital kriminalitet i døgnet fra torsdag til fredag.

Udover de nævnte større kategorier, så er der masser af andre sager og hændelser – blandt andet er der i den aktuelle døgnrapport 14 anmeldelser om mistænkelige hændelser. En af dem var en borger, der mente at kunne se en gerningsmand være i gang med at stjæle en knallert.
I hver døgnrapport er der fire-fem større sager, som har offentlighedens interesse og som medierne skriver om. I denne døgnrapport var der tale om to større færdselsuheld, en brand i klitterne ved Blåvand og en mand, der ulykkeligvis indbrændte i sin bolig.
Selv om der er tale om rigtig mange hændelser og sager, som vi rykker ud til i løbet af et døgn, så løser politiet faktisk også mange andre opgaver. I den kommende uge starter vi på en ny serie her på Facebook, som vi kalder ”Politiet er andet end blå blink”. Her vil du møde en lang række af vores medarbejdere, der løser opgaver, som du måske ikke engang ved er noget, som politiet tager sig af.
God fornøjelse!