Nordens største topmøde mod madspild med dobbelt royal deltagelse

Kampen mod madspild er nået frem til de bonede gulve. Adfærdsændring, innovation, teknologi, lovgivning og finansiering er nogle af de redskaber i kampen mod madspild, som blev drøftet på Nordic Food Waste Summit 2023, som netop er afholdt i Stockholm. Det var Nordens hidtil største topmøde om madspild.

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie åbnede topmødet med en engageret tale og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Victoria af Sverige deltog også på topmødet. Derudover var der blandt topmødets talere den danske fødevareminister Jacob Jensen, Sveriges landsbygdsminister Peter Kullgren samt mange flere High-Level Speakers som f.eks. FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation FAO – og derudover en del førende nordiske eksperter på madspild. Topmødets formål var at intensivere kampen mod madspild i de nordiske lande.

“Madspild er et meget, meget, komplekst problem. Det er problem, som ikke kan løses ved et trylleslag. Og der er ingen ‘one size fits all’ løsninger,” siger stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad Selina Juul. Det var også emnet for hendes tale som High-Level Keynote Speaker på Nordisk Ministerråds topmøde om madspild, Nordic Food Waste Summit 2023 i Stockholm.

På topmødet blev der bl.a. med inspiration fra Selina Juuls tale nået frem til en erkendelse, at der ikke findes en fælles løsning på madspildsproblemet. Men at der er behov for flere løsninger. For madspildsproblemet skal angribes fra flere sider: adfærdsændring, innovation, teknologi, lovgivning og finansiering.

Derudover var der et stort fokus på adfærdsændring, fordi forbrugere såvel som fødevareproducenter, supermarkeder, foodservice, restauranter, kantiner og storkøkkener skal nå til et punkt, hvor madspild bliver socialt uacceptabelt. Det handler ikke om, at man skal overspise. Det handler om, at det skal ende med at blive ligeså socialt uacceptabelt at smide mad ud, som det er at ryge indendørs. Og denne mentalitet skal cementeres og forankres i hele fødevareværdikæden fra jord til bord.

På topmødet var der også debat om større fokus på forebyggelse frem for symptombehandling, hvor man skal tage fat i roden af problemet i stedet for systematisk at behandle symptomerne.

“Det var et fantastisk topmøde på et meget højt niveau,” konkluderer Selina Juul og tilføjer:

“Både dobbelt royal deltagelse og high level politisk deltagelse viser, at kampen mod madspild er noget, som man tager seriøst i hele Norden. Det tyder begyndelsen på en ny nordisk bevægelse mod madspild på tværs af de nordiske lande, hvilket er vigtigt, hvis man skal opnå FN’s Verdensmål 12.3 om at halvere madspild og fødevaretab inden 2030.”

Selina Juul hviler ikke på laurbær og har allerede igen en travl kalender, da hun taler i flere paneldebatter om madspild på Madens Folkemøde og på Folkemødet i Allinge. Senere på året fejrer forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad sit 15 års jubilæum.

Foto akkreditering: Lars Dareberg/Norden.org