Wadden Tide – en tilbagevendende kunstudstilling i Blåvandshuk

ALT ER I FORANDRING.
Udstillingstitlen First There is a Mountain gør opmærksom på, at alt omkring os er i forandring. Titlen er inspireret af den buddhistiske læresætning First there is a mountain, then there is no mountain, then there is (Citat af Qingyuan Weixin, 9. Århundrede). Udtrykket peger på, hvordan vi mennesker opfatter og forstår vores habitat og verden omkring os.
I tre temaer sætter First There is a Mountain fokus på sandets betydning for os mennesker – lokalt for Vadehavets kultur og natur, historisk og i fremtiden, og globalt som en svindende naturressource.
NI KUNSTNERE UDFORSKER SANDET.
Sand er tema for udstillingen First There Is A Mountain. På Blåvandshuk Strand udforsker ni kunstnere sandet som materiale, historie og ressource i skulpturer, installationer og performances skabt til udstillingen.
De deltagende kunstnere er Hanne Nielsen & Birgit Johnsen, Kåre Frang, Kasper Hesselbjerg, Kirstine Roepstorff, Molly Haslund, Rasmus Myrup, Rikke Luther, Spacegirls og Tue Greenfort.
Glæd dig til storslåede skulpturer, poetiske installationer, dybdegående forskning, sanselige videoer og bjergtagende performances på Blåvandshuk Strand, når de ni kunstnere viser sandet fra nye vinkler.
Læs mere på waddentide.dk

– DET SKER 31. AUG. KL. 17.30 – 14. SEP. KL. 17.30

Wadden Tide er en tilbagevendende kunstudstilling i Blåvandshuk, hvor Vadehavet grænser mod nord. Kunsten giver besøgende nye oplevelser af UNESCO’s verdensarvsområde. First There Is A Mountain er den fjerde Wadden Tide udstilling. Udstillingen stiller skarpt på sandets betydning for vores miljø, historie og fremtid i ni stedsspecifikke kunstprojekter af danske kunstnere. Udstillingen er åbent 31. august – 1. oktober 2023.
Varde Kommune afholder First There Is A Mountain i samarbejde med Vardemuseerne, Naturpark Vesterhavet, Nationalpark Vadehavet, Destination Vesterhavet og Blåvand-Ho Erhvervsforening.
First There Is A Mountain er kurateret af Empathic Environments ved Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl.
Udstillingen og formidlingsprogrammet bliver til med støtte fra 15. Juni Fonden, Den Jyske Kunstfond, Statens Kunstfond, Augustinusfonden, Blåvandshuk Aktivitetscenter, Region Syddanmark, Kulturregion Midt- og Vestjylland, Nationalpark Vadehavet og Varde Kommunes Kunstudvalg.
Begivenhedsfoto: Tim Johnsen