– Det handler helt grundlæggende om at ville gøre en forskel.
Føtex Varde har gjort det gennem adskillige år – givet, hvor de kunne, og der, det gav mening. Og stod det til varehuschef Brian Munkholm, ville man gøre endnu mere, men de mange regler og paragraffer omkring det at forære blandt andet mad væk, sætter sine begrænsninger.
Ideen om at give familier, der skulle holde konfirmation, og var presset på økonomien, opstod efter jul, hvor der ligeledes blev pakket julekasser til udvalgte familier.
– Jeg hørte et radioprogram om noget tilsvarende og blev inspireret, fortæller varehuschefen, der herefter fremlagde ideen for Varde Kommune, men projektet blev vurderet som for omfattende, blandt andet i forhold til at nogle familier ”skulle udvælges”, så derfor tog Brian kontakt til Cafe Paraplyen i Varde.
– Vi har et rigtig fint samarbejde med Paraplyen Varde, og det var her, ideen opstod om at lave en konfirmationspakke til dem, der havde vanskeligt ved at se sig ud af de udgifter, der uvilkårligt følger med sådan en fest, siger Brian Munkholm.
Og det blev Ditte Tang Breinsborg, der greb opgaven og fandt frem til familier, hvor en håndsrækning fra føtex Varde kunne skabe ekstra glæde.
– Fem familier blev valgt ud, og hver fik de 1500,- at handle for i føtex. Og det betød, at den enkelte familie havde råd til at købe mad osv. resten af den måned, hvor udgifterne ellers kunne være uoverskuelige, fortæller Ditte fra Paraplyen.
”At jeg kunne handle ind for 1500 kroner betød, at vi havde gratis almindelig god mad til 15 dage. Jeg er enlig mor på førtidspension, og jeg skal tælle hver krone, inden jeg bruger dem, og en måned med en konfirmation virkede faktisk ret uoverskuelig. Jeg har tidligere været skralder (stoppede da coronaen kom). At få lov at handle ind for 1500 kroner betød en kæmpe forskel for mine børn og jeg, og jeg tillod mig også lidt ekstra godt kød blandt andet. Det her med at købe kvalitet kan være vanskeligt, når man er på førtidspension”
– Anonym, modtager af føtex’ konfirmationshjælp”Vi er meget taknemmelige for hjælpen fra føtex Varde. Det betød jo, at vi havde mere mad i køleskabet, også efter konfirmationen, og der var endda råd til at købe en lagkage og fejre fødselsdag samme måned. Måden, det hele blev håndteret på, var meget professionel. Jeg lider af angst og havde en personlig udfordring ved at komme ind og handle, men der var så megen hjælpsomhed omkring det hele – det gjorde en kæmpe forskel for min familie.”
– Anonym, modtager af føtex’ konfirmationshjælp
Brian Munkholm arbejder allerede nu på at kunne tilbyde julepakker, med blandt andet julemad, til familier, der har ondt i økonomien.
– Jeg mener, vi skal hjælpe, hvor vi kan. Stod det til mig, ville jeg også forære meget mere væk, men igen – reglerne er omfattende, og vi vil ikke gøre noget forkert. At to familier kommer her i dag og takker for hjælpen gør stort indtryk på mig, og det fortæller også, at det i den grad giver mening at prioritere. Tænk hvis vi her i Varde kunne inspirere flere til at gøre det samme; jeg er i hvert til fælde ikke i tvivl om, at dette er noget, vi kun kommer til at videreudvikle, siger varehuschefen.
På Facebook er der oprettet flere lokale grupper, hvor man kan dele gode råd og erfaring. Blandt andet ”Næstekærlighed-hjælper i flok” hvor man hjælper hinanden. Begivenhedsgruppen =lejr og julegaver ”Næstekærlighed” er styret af admin. og borger, og grupperne er landsdækkende.