Det handler om fællesskab

– Og det handler også om samhørighed og læring

Trane Skole & Børneby – måske har du hørt om det, det kan være, du har børn der? Uanset, så læs med her – for disse tre skoler og to dagtilbud har fat i noget.

Der er ledermøde i dag. Og snakken kører lystigt – planerne omkring sommer og skolestart i august skal tilrettelægges.
Det er Dan Kærslund, SFO- Juniorklubleder Thorstrup og Horne Børneby – Jan Wittrup, skoleleder – Birte Johannessen, souschef – Michael Møller Andersen, SFO- og Juniorklubleder, Tistrup – Jesper Debel Pedersen, afdelingsleder i Thorstrup Børneby, skole og dagtilbud Trinbrættet samt Merete Bonnen Jensen, afdelingsleder i Horne Børneby, skole og dagtilbud Regnbuen, der forsøger at slå sløjfe på al det, der skal falde på plads i den kommende tid.

Alle er de enige om, at de i store træk vil det samme – nemlig skabe og sætte rammerne for det gode børneliv.

”Vi repræsenterer jo oplandsbyerne, og netop derfor gør vi rigtig meget ud af samarbejdet på tværs i de mindre byer i Varde Kommune. Vi inddrager så vidt muligt lokale virksomheder i undervisningen – og det kan altså noget. Det vil sige, vi fletter det hele sammen lokalt. Det kan være en tur i den lokale brugs, hvor matematik er på skemaet…”

Trane Skole og Børneby er et fælles navn for flere mindre enheder, og styrken er netop, ifølge ledergruppen, de mindre enheder, og så det store samarbejde på tværs, hvor man arbejder efter ens værdier.

”Alle børnene har uvilkårligt en base, men de er vant til at komme og være på kryds og tværs af matriklerne – og det giver en ubeskrivelig styrke. F.eks. i forbindelse med skolestart, hvor børnene kender skolen på forhånd, ganske som med overgangen for de elever, der flytter skole, når de skal i overbygningen.”

Tanken om samhørighed ses også i dagtilbuddet. Her arbejder stuerne i forlængelse af hinanden og børnene oplever en god og tryg start på livet. Der er smukke og skønne udeområder, som inviterer til leg og dannelse. Skolen er faste gæster flere gange om året i dagtilbuddets rammer, hvor der blandt andet læses og leges på tværs af alder.

”Alle tiltag og tråde mellem dagtilbud og skole er med til at bakke omkring en tryg overgang, og dét er absolut en af børnebyens styrker! De kommende skolebørn er kendt med skolens miljø og indskolingens voksne, når de starter i skole.”

Mange aktiviteter samt den almindelige hverdag er præget af sammenhold på den måde, at man skaber en undervisningsform, hvor eleverne blandes både i alder, men også på tværs af matriklerne.

”Vi oplever, at man ved at skabe disse fællesskaber forebygger mobning. Eleverne kender simpelthen hinanden, og vi oplever, at de også passer på hinanden. Her skal man have det godt, både børn og voksne – og netop ved vores nære samarbejde på tværs, når vi at opfange, hvis der er noget, der skal tages ekstra hånd om, inden det går galt. Her er begrebet ’skolevenner’ fantastisk – det vil sige, at elever fra 6. klasse har et ansvar og viser ansvar for de nye elever i 0. klasse.”

Trane Skole og Børneby tilbyder også et særligt tilbud til elever med en eller anden udfordring. Her arbejdes med en dynamisk tilgang til læring, tilpasset den enkelte. Ofte er det en periode på 6 måneder, eleven er her, men det er ganske individuelt.

”Vores beliggenhed gør uvilkårligt, at der er så uanede mange muligheder for at inddrage naturen i undervisningen. Udeskole er vi optaget af. Lige nu har vores indskoling på Horne Skole en hele udeskoledag om ugen. Her går de fast i Fælleshaverne. Fælleshaverne er et fantastisk sted der er lavet i et samarbejde med stærke kræfter fra 4H.”

”Thorstrup Skole har i en årrække opbygget et meget spændende samarbejde med Musik og Billedskolen i Varde, og vi giver plads til, at eleverne kan dyrke interessen for musik dels i den skemalagte musikundervisning, men også som individuel musikundervisning i løbet af skoledagen.”

”På Tistrup Skole oplever vi, ganske som på de øvrige skoler, en fantastisk forældreopbakning – ja en opbakning fra lokalsamfundet i det hele taget. Vi har ’skoletanter og onkler’ tilknyttet i indskolingen, som frivilligt kommer nogle timer om ugen på skolen. Dette er helt unikt.”

”Her på stedet er der ikke så langt fra tanke til handling. Når vi får en idé, så kaster vi den op i luften. Som for eksempel med vores mange fodbold- og kæphestearrangementer. Det kan altså noget – det her med at være lidt spontan – og ikke mindst i børnehøjde! Og så er det nemt at mødes på tværs af skoler og institutione!”

I SFO gør man meget ud af at være i børnehøjde. Et eksempel er aktivitetsplanen, som børnene har medbestemmelse på via SFO’ens idé-postkasse. Så vidt muligt implementeres børnenes ønsker og forslag i SFO’ens aktivitetsplan.

”Vi har på baggrund af idé-postkassen afholdt Pyjamas-dag, hvor børn og voksne gik rundt i nattøj og med sovebamser. Vi har også haft Gamer Night, MGP-show, leget Michelin-restaurant samt holdt Hawaii-fest med limbo-dans, reggae-musik og is m/ ananas a la Honolulu.”

Trane Skole & Børneby er en del af Erasmus, som er et europæisk samarbejde om skole- og erfaringsudveksling. Her kan både hele klasser samt personale rejse til et andet europæisk land, som er en del af Erasmus, og opleve deres måde at drive skole, fritids- og dagtilbud på.

Med ovenstående in mente er det nærliggende at Trane Skole & Børneby har sloganet: ”-En verden til forskel!”

Kunne du tænke dig at høre mere om Trane Skole & Børneby, så klik ind på traneskoleogbørneby.dk og læs om den enkelte skole og dagtilbud. Her finder du også kontaktinformation.