SFO Lærkereden, Trane Skole & Børneby, havde i uge 32 indianer-tema med indianerstammeplads, som selvfølgelig blev navngivet: ’tistrUpGH!’. Her var der tipier, bålplads, totempæl og rendyrket indianerstemning hele ugen igennem.
Tipierne var små værksteder, hvor børnene blandt andet kunne lave deres egen drømmefanger, musikinstrumenter, lave indianersmykker, lave deres eget pandebånd dekoreret med farverige fjer samt få deres eget personlige indianernavn konverteret via deres rigtige navn. Der var selvfølgelig også en ansigtsmaling-tipi, hvor børnene kunne få farverige striber på kinderne og i panden.
I løbet af ugen var der forskellige events i tistrUpGH!; der var bueskydningskonkurrence, der blev serveret indianergryde, sunget og danset soldans (regnen kom af sig selv!), og som afslutning på ugen kom den berygtede indianerhøvding Hængeøre og hans smukke høvdingekone, Pochahontas, på besøg for at se de små indianers lejr. Børnene fremviste deres kreationer fra ugens løb og præsenterede sig via opfindsomme indianernavne a la ’Oliver Olivenkriger’ og ’Mathilde Munkebjælde’ til Høvding Hængeøre og Pochahontas.
Pochahontas og Hængeøre havde, via salg af et par heste til sheriffen i den nærliggende by, stakkevis af (chokolade-)guldmønter med, som blev delt ud til de små indianere med tak for et fredeligt besøg i deres lejr, inden høvdingen sammen med sin udkårne red videre mod solnedgang på et goldt bjerg langt væk fra tistrUpGH!
”Det har været vildt fedt at opleve børnenes interesse i at lege indianere og deltage i de forskellige kreative telte samt mærke det sammenhold på tværs af årgange, som sådan en uge er med til at understøtte!” lyder det fra Fie Runge, som er ansat i SFO Lærkereden og en af initiativtagerne bag tistrUpGH!
”Det har også været en god måde at få de nye skolebørn til at lande i SFO’en. Fællesskabet med de ældre børn i SFO’en har givet dem en tryghed, som de stille og roligt har taget med hen til en tipi, hvor de via aktiviteten har fået nye relationer”, lyder afslutningsvis fra Høvding Hængeøre aka pædagog Morten Hesselholt.