Efter et veloverstået sommerspil, er teatret 7-kanten allerede klar til at præsentere et nyt tiltag i form af en teaterkoncert med klassikere fra kendte musicals.
– Vi kalder konceptet for ”En verden af musicals”, og vi planlægger foreløbig tre forskellige koncerter, hvoraf den første løber af stablen i Medborgerhuset i Varde den 15. og 16. september, fortæller en af de medvirkende, Jonas Flindt-Christensen, der i øvrigt spillede rollen som D’Artagnan i årets sommerspil.
Koncerten i september inddeles i to afdelinger med en indlagt pause. Der blive tale om sange fra musicalerne ”My Fair Lady” og ”Les Misérables”.
– Det er jo sange, som mange vil kunne nikke genkendende til og måske endda kan nynne med på, og begge musicals har tidligere været spillet som sommerspil på Friluftsscenen, siger Jonas Flindt-Christensen.
Der er fire medvirkende sangere – Mette Hebsgaard, Neklas Klausen, Sarah Emilie Højmark Mundt og Jonas Flindt-Christensen. Niels Rahbech akkompagnerer på klaver og fortæller om sangene undervejs.
Den næste koncert planlægges afviklet i december og vil selvfølgelig blandt andet indeholde julemelodier.
Fakta:
”En verden af musicals” spiller i Medborgerhuset i Varde fredag den 15. september kl. 19.30 og lørdag den 16. september kl. 15.00.
Der kan købes drikkevarer før koncertstart og i pausen.
Billetsalg: 7-kanten.dk
Foto:
De fire sangere til teaterkoncerten er Jonas Flindt-Christensen, Mette Hebsgaard, Neklas Klausen og Sarah Emilie Højmark Mundt. Niels Rahbech akkompagnerer på klaver.