Maja har nogle anderledes tilgange og tanker end sine politiuddannede kolleger

POLITIET ER ANDET END BLÅ BLINK: REVISOR I EFTERFORSKNINGSAFDELINGEN
Maja havde arbejdet fem år i revisionsbranchen, da hun for et år siden besluttede sig for at skifte job og begyndte som civilt ansat i afdelingen for økonomisk kriminalitet i vores centrale efterforskning. Her arbejder Maja nu sammen med de efterforskere, der tager sig af sager med økonomisk kriminalitet som for eksempel hvidvask, svindel på nettet og virksomheders snyd med skatte- og momsregnskaber.
”Det er sindssygt spændende arbejde. Det er en samfundsmæssig opgave, der skal løses, som giver mening og som betyder, at jeg hjælper andre mennesker. Det er af stor betydning for mig”, fortæller Maja.
Maja er den første civilt ansatte med revisorbaggrund, der er ansat i Syd- og Sønderjyllands politikreds.
”Jeg har selv været med til at udfylde rammerne for mit job, og jeg arbejder faktisk med langt flere typer sager, end det oprindeligt var planen. Det har vist sig, at mine kompetencer kan bruges i hele efterforskningsafdelingen, så jeg udover at arbejde med sager inden for økonomisk kriminalitet, også kan være en del af efterforskningen af personfarlig kriminalitet, organiseret kriminalitet og cybercrime”, fortæller Maja, der også hjælper politikredsens øvrige afdelinger, når der er brug for hendes kompetencer der.
Det er Majas særlige viden inde for særlovgivningen – som fx bogføringsloven og skattelovgivning – der kan bruges i efterforskningen:
”For eksempel kan jeg være med til at afdække, om der kunne være et økonomisk motiv til en brandstiftelse eller jeg kan følge nogle pengestrømme, hvis en person er forsvundet. Jeg kan også hurtigt lave en tidslinje i et Excel ark, som kan give overblik i en kompliceret efterforskning. Der har vist sig at være mange områder, hvor politifolkenes store viden om straffeloven og min viden om særlovgivningen sammen kan skabe resultater. Det er spændende og jeg bliver i politiet så længe, det er muligt,” siger Maja.
Maja vil på sigt tage uddannelsen som civil efterforsker for at få flere muligheder for at bidrage til arbejdet i afdelingen.
”Helt overordnet tror jeg, at mit bidrag kan være med til at gøre efterforskningen lidt bredere og lidt dybere. Jeg har nogle anderledes tilgange og tanker end mine politiuddannede kolleger og jeg håber, at min indsats er med til at få flere dømt for kriminalitet. Hvis vi kan hente bare lidt flere af de mange penge, der bliver snydt for i for eksempel sager med moms- og skatteunddragelser, så vil der komme flere penge i statskassen, som så kan bruges i skolerne og ældreplejen og hvor de ellers kan gøre nytte i samfundet”, er Majas håb.