Kom helt tæt på Hærens moderne artilleri og kampvogne

Åben Hede er tilbage med et brag af en oplevelse på Kallesmærsk Hede i Oksbøl Skyde- & Øvelsesterræn.
Det er nu på søndag den 17. september fra kl. 10.00-16.00.
Åben Hede er det eneste sted i verden, hvor du kan komme så tæt på, når der skydes med skarpt. Der arbejdes under mottoet: “Så tæt på som muligt, så langt væk som nødvendigt.”
En række af Hærens andre regimenter, herunder Livgarden, Hesteeskadronen fra Gardehusarregimentet og mange af de militære veterankøretøjsforeninger lægger også vejen forbi heden.
Hærens Åben Hede er en oplevelse for hele familien, og der er fri adgang.
📌 SÅDAN FINDER DU VEJ TIL HÆRENS ÅBEN HEDE 2023 📌
Hærens Åben Hede foregår ude på Kallesmærsk Hede i Oksbøl Skyde- & Øvelsesterræn. Heden har ikke nogen adresse, du kan taste ind i din GPS, så her følger kørselsvejledningen.
Kør mod Blåvand ad Hovedvej 431. På et tidspunkt møder du skilte, der leder enten mod den nordlige indgang fra Vejers Havvej eller den sydlige indgang fra Blåvandvej. Ved indgangene møder du Militærpolitiet og Hjemmeværnet, der viser vej til nærmeste parkeringsområde. Der vil være tydelige skilte i hele området.