Naturparkuge: Krea, Får, Vinterbadning og Cykeltur

Naturparkuge 2023: Fra 16.-18. oktober fejrer vi Naturpark Vesterhavet fra Blåvands Huk og hele vejen op til Nymindegab – kom og vær med!

Hermed tirsdagens program – d. 17. oktober:

10.00-13.00 Krea med naturens materialer

Sammen med Kreative Haver kan du lave en smuk efterårskrans, alternativ vase, lyseholder, udsmykning til sommerhuset mm. med materiale fra naturen omkring Vejers.

Gå gerne en tur i skoven eller ved stranden inden, og saml pinde, grene, kogler, mos, blade, muslingeskaller, knivmuslinger, hjelme, drivtømmer mm. som du finder på din vej. ALT kan bruges. Hvis I ikke har mulighed for selv at samle, vil der også være materialer på pladsen, I må tage af.

Medbring hvis muligt en tom mælkekarton, syltetøjsglas eller konservesdåse, hvis du ønsker at lave vaser.

Tilmelding: Ingen
Alder: Børn ifølge med voksne
Mødested: Parkeringspladsen ved Die ”Hyggelige” Dänen, Vejers Havvej 12, 6853 Vejers

Arrangementet er lavet i samarbejdet med Die ”Hyggelige” Dänen, en del af Nordsee Holidays

11.30-13.30 Vi og fårene i naturen

Aktivitet for hele familien. Vi mødes ved Nymindegab Museum med rygsækken pakket med madpakke og drikkelse.

Vi går samlet en tur til fårene, hvor vi samler fårene og hører lidt om hvad fårene laver i Nymindegab, imens vi nyder madpakken og udsigten (Gåtur på 600 m til fårene).

13.30 – 16.00 er der aktiviteter med uld, sten og quiz, der alle har noget med får at gøre.

Tilmelding: Ingen
Alder: Børn ifølge med voksne
Mødested: Nymindegab Museum, Vesterhavsvej 294, 6830 Nr. Nebel

13.00-16.00 Fælles badetur i bølgerne og saunagus

Start vinterbadesæsonen med at springe i bølgerne og efter dukkerten kan du varme dig i den mobile sauna, hvor gusmesteren giver dig en fantastisk oplevelse.

Til en saunagus arbejdes der med æteriske olier på saunaens varme sten. Oliernes duft og varmen bliver svinget rundt i saunaen med et håndklæde. Den afslappede stemning og saunagusen giver et dejligt velvære, virker udrensende og tilfører fornyet energi. Alt sammen med panoramaudsigt over Vesterhavet.

Tilmelding: Ingen
Alder: Børn ifølge med voksne
Mødested: Vejers Sydstrand (cirka halvvejs mod pælerækken)

14.00-17.00 Guidet cykeltur i Nymindegab og omegn

Kom med lokal guide, Peter, på en cykeltur rundt om Nymindegab og lyt til fortællinger om, hvordan havet, sandet, vinden og befolkningen har formet det landskab, vi ser i dag. Fortællingerne omhandler bl.a. den gamle kystlinje, udløbet af Ringkøbing Fjord, Nymindegab fiskerleje, Tipperne, Nymindegablejren, sandflugt og plantagerne.

Medbring gerne eftermiddagskaffen.

Tilmelding: Tilmelding senest den 16. oktober til Peter Voetmann på 40498820 eller fam.voetmann@mail.dk
Alder: Børn ifølge med voksne
Mødested: Café Havmågen (ishuset), Vesterhavsvej 329, 6830 Nr. Nebel. Turen starter kl. 14.00 og slutter samme sted senest kl. 17.00.