MED POLITIET PÅ ARBEJDE: VAGTCHEFEN

Vagtcentralen er nerven for politiets indsats. Døgnet rundt sidder politifolk på vagtcentralen i Esbjerg og har overblik over al aktivitet i beredskabet i politikredsen. Her bliver der truffet beslutninger og alle indsatser bliver koordineret. I spidsen for det hele er vagtchefen, der beslutter hvor og hvordan der skal sættes ind for at hjælpe borgerne bedst muligt. Michael er en af dem:
”Jeg fungerer som en slags anfører for holdet, for det handler virkelig om en holdindsats. Medarbejderne på vagtcentralen og beredskabet er dygtige og klarer langt de fleste opgaver uden min indblanding, men når der sker noget ekstraordinært, så skal jeg tage beslutninger og sætte en retning”, forklarer Michael.

Vagtchefen har flere skærme til sin rådighed og har for eksempel på en af dem et kort, hvor han konstant kan følge med i, hvor patruljerne befinder sig. Med i vagtcentralen er blandt andet radiooperatører, der sørger for kontakten til patruljerne og flere operatører, der modtager og disponere i anmeldelser, overvåger eventuelle anholdte og derudover hjælper patruljerne efter behov.

”I de ekstraordinære situationer, handler det for mig om hurtigst muligt at få patruljer frem eller få en indsatsleder til stedet, så vi kan få overblik over situationen og handle på den. Det bedste ved jobbet som vagtchef er at opleve den holdindsats, der bliver ydet. Jeg skal koordinere indsatsen og sørger for at vi går i samme retning og det er den fedeste oplevelse. Derudover er man som vagtchef involveret i alle sager og jeg kan godt lide at vide, hvad der sker”, fortæller Michael.
For at blive vagtchef i Syd- og Sønderjyllands Politi skal man have ledererfaring, inden man kommer på uddannelse i blandt andet operationel planlægning og i tværfagligt samarbejde med andre myndigheder som brandvæsenet og sundhedssektoren. Vagtcheferne arbejder i treholdskift, så der er både dag-, aften- og natarbejde:
”Det betyder, at vi som vagtchefer er den øverste ledelse på arbejde i nogle af døgnets timer og derfor skal vi tage nogle beslutninger på vegne af andre ledere og chefer. Det er nok den mest udfordrende del af jobbet, men det er også spændende.”

Vagtcheferne har også en del administrative opgaver. Blandt andet skal de sørge for, at der er fuldt hold til næste vagtchef, så er der sygemeldinger, skal der findes afløsere:
”Vi kan ikke gå ned på bemanding i beredskabet af hensyn til, at vi skal kunne være hurtigt fremme ved borgerne og af hensyn til patruljernes sikkerhed. Så vi har mange forskellige typer af opgaver. Jeg har nu arbejdet som vagtchef i halvandet år og er meget glad for det, så jeg regner med at blive ved lidt længe”, siger Michael.
Alle 1-1-2-opkald i området bliver behandlet i vagtcentralen. Opkald til 1-1-4 går derimod direkte til vores Servicecenter.