UNGE BILISTER STÅR BAG HVER TREDJE SPIRITUSULYKKE – FÆRDSELSKAMPAGNE I DENNE UGE

❗
Ud af alle spiritusulykker i bil er bilister i alderen 17-24 år årsag til hver tredje dræbte og alvorligt tilskadekomne.
Samtidig viser undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, at langt flere unge bilister har kørt spritkørsel sammenlignet med andre bilister. Hver tredje i aldersgruppen har i undersøgelsen svaret, at de muligvis har kørt spirituskørsel inden for det seneste år. Derfor sætter Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden nu fokus på problemet i en landsdækkende kampagne.
❗
Syd- og Sønderjyllands Politi understøtter kampagnen med en indsats, som begyndte tirsdag og fortsætter ugen ud. Her er fokus på spirituskørsel og kørsel med narkotika i blodet.
❗
”Kontrollen vil rette sig mod alle i samfundet, men vi lægger især vægt på de unge mellem 17 og 24 år”, fortæller politikommissær Anders H. Borg, som er leder i færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
❗
Det handler i høj grad om at forebygge, og her er kontrollen med til at sætte fokus på problemet:
”Er du i tvivl, om du kan køre, så bør du ikke være i tvivl – så skal du ikke. Derudover er det vigtigt ikke lade sig presse”, siger politikommissær Anders H. Borg.
❗❗❗
TRE RÅD TIL UNGE:
👍Skal du til fest eller i byen, og skal du drikke alkohol, er det vigtigt, at du på forhånd har fundet ud af, hvordan du kommer hjem. Venter du med at træffe beslutningen, til du er fuld og træt, risikerer du at træffe et dumt valg og sætte dig bag rattet.
👍Ser du en ven, som har fået noget at drikke, bør du spørge, om han/hun er sikker på, at det er forsvarligt at køre bil. Du kan eventuelt alliere dig med andre venner, så I er flere, som spørger.
👍Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en ven har fået for meget at drikke til at kunne køre, kan du tilbyde at splejse til en taxa eller spørge, om han/hun vil overnatte på en sofa.
❗❗
TO RÅD TIL FORÆLDRE:
👍Selv om dit barn formelt er voksen og gammel nok til at køre bil selv, er det en god ide at lave aftaler med og forsøge at påvirke sit barn. Ofte ser de unge stadig deres forældre som rollemodeller.
👍Hvis du har mulighed for det, kan du tilbyde, at de må ringe, hvis de pludselig står i en uoverskuelig situation og skal hentes.