Vejarbejde centralt i Varde medfører vejlukninger

Fra torsdag den 20. juni lukkes veje ved Søndergade og Viadukten i Varde på grund af vejarbejde. Arbejdet medfører længere omkørsler.

Foto: Etape 1 og 3 medfører en større omkørsel, der på kortet er markeret med blå. Etape 2 og 4 medfører en mindre omkørsel, der på kortet er markeret med sort.

TRAFIK
Mandag den 17. juni starter arbejdet med at lægge nyt asfalt i lysreguleringen ved Storegade/Jernbanegade/Torvegade ad Viadukten og Søndergade ud til Ribevej. Arbejdet omfatter både kørebaner og cykelstier.
Fra torsdag den 20. juni lukkes veje i området, hvilket medfører længere omkørsler i perioden fra den 20. juni til den 1. juli, da der er få muligheder for omkørsel på grund af jernbanen og Varde Å.

Arbejdet udføres om aftenen og natten fra klokken 18.00 til klokken 6.00. Det betyder, at det giver visse støjgener for dem, der bor i området. Aften- og natarbejdet er valgt, fordi der i dagtimerne kører omkring 12.000 køretøjer på strækningen.
De beboer, der i kortere perioder ikke kan køre i bil til deres bolig, bliver i videst muligt omfang informeret individuelt. Under hele perioden kan man færdes som gående eller trækkende med cykel langs vejene.
Arbejdet udføres i etaper, men tidsplanen er med forbehold for vejret, da blandt andet kraftig regn kan forsinke arbejdet.

Fakta
• Etape 1: Torsdag den 20. juni fra klokken 18.00 til fredag den 21. juni klokken 6.00 bliver det eksisterende asfalt affræset.
• Etape 2: Fra søndag den 23. juni til tirsdag den 25. juni i tidsrummet klokken 18.00 til klokken 6.00 bliver der lagt nyt asfalt på Søndergade fra lysreguleringen ved Gellerupvej/Hjertingvej ud til begyndelsen af Ribevej.
• Etape 3: Fra tirsdag den 25. juni til fredag den 28. juni i tidsrummet klokken 18.00 til klokken 6.00 bliver der lagt nyt asfalt i lysreguleringen ved Gellerupvej/Hjertingvej, over Viadukten, i lysreguleringen ved Jernbanegade/Torvegade og op ad Storegade til lige over åen.
• Etape 4: Fra søndag den 30. juni til mandag den 1. juli i tidsrummet klokken 18.00 til klokken 6.00 lægges der rød asfalt tre steder på Søndergade.