Søndag d. 9. februar kl. 15.00 inviterer Varde Musikforening til koncert med Trio ZOOM i Medborgerhuset, Varde
Med instrumenterne klaver, saxofon og slagtøj repræsenterer trioen et klassisk ensemble, der har en stor kærlighed til og respekt for den klassiske tradition og samtidig en vision for fremtiden: at formidle den klassiske musik tradition med friskhed, en innovativ lyd og et stærkt visuelt udtryk. Desuden at inkludere nye og gamle folkloristiske strømninger fra bl.a. Østen, Balkan og Argentina.
Trio Zoom er 3 karismatiske solister forenet i virtuos, sitrende og inderlig klassisk kammermusik i opdateret form.
Trioen har en international profil med Danmark og Sverige som base, og har turneret i Rusland, Polen og Sverige. De har spillet i de fleste danske musikforeninger og på festivaler som Copenhagen jazzfestival, Hindsgavl- , Frederiksværk-, Fejø- , Spotfestival og mange flere.
Trio ZOOMs koncertrepertoire spænder fra billedskabende fransk musik af Debussy og Ravel, over virtuos jazzet/rytmisk musik fra USA, musik der trækker på et folkloristisk islæt fra Japan af Takashi Yoshimatsu, swingende balkanmusik og musik tilegnet Trio ZOOM af den svenske fabelagtige komponist Tobias Broström. Yderligere nyarrangerede værker af den ungarsk-østrigske komponist György Ligeti og Stravinsky, ligesom vi spiller det voldsomt rytmisk krævende værk Matre’s Dance af New Zealandske John Psathas.
Ved koncerten i Varde er musik af Ravel, Debussy, Fitkin, Yoshimatsu og Broström på programmet.
Trio Zoom er Stefan Baur, Saxofon, Tanja Zapolski, Klaver og Johan Bridger, Slagtøj
Ente kr. 125- /100,-
Der er gratis entre for unge under 18 år