“Det var lidt af en koldbøtte, vi slog der.”
– Sådan beskriver Jan Hauge Hansen det, da han sidste år blev opsagt som partner i TDC Erhverv efter 31 år.
TDC fyrede alle partnere i landet, og i Varde gav det noget af en mavepuster den lune sensommerdag i august 2015.
“Nu er jeg jo ikke typen, der bare giver op, så hen over weekenden havde jeg sammen med en håndfuld tidligere TDC Erhvervscenter-kollegaer arrangeret et møde førstkommende mandag med ét punkt på dagsordenen: Hvordan kommer vi videre herfra?”, fortæller Jan Hauge Hansen hen over kaffen fra baglokalet på Ribevej.
Og i løbet af forholdsvis kort tid fik man dannet en ny kæde under navnet KLC Erhverv (KommunikationsLøsningsCenter).
“Vi skulle jo have fundet nogle nye legekammerater så at sige, og hurtigt fik vi etableret et samarbejde med Telia og ”3” som leverandør på mobiltelefoni, Uni-Tel indenfor IP telefoni og mobiltelefoni og Atea, Ingram Micro og Brightstar 2020 som hardwareleverandører, det vil sige indenfor printere, terminaler, PC’er osv.,” forklarer Jan.
På trods af de markante ændringer og navneskifte har kunderne intet mærket til forandringerne. Butikken ligger fortsat på Ribevej, med de samme medarbejdere, blot med den forskel, at udvalget generelt i dag er væsentligt større end førhen.
“Det lå mig meget på sinde at bevare arbejdspladserne samt den gode service, og heldigvis er kunderne fulgt med, ligesom flere har erfaret, at man som privatperson sagtens kan komme og handle både mobiltelefon og en bærbar computer, – man kan sige, vi har fastholdt det stærke koncept og bygget ud med ekstra service, siger Jan, der også gerne vil benytte lejligheden til at takke de faste gode kunder, der holdt ved på trods af de pludselige ændringer.
“Vi er en verden i evig forandring indenfor dette område – det er så vigtigt at følge med og være 100 procent opdateret – og det kan vi i al beskedenhed godt sige er tilfældet her ved KLC Erhverv, slutter Jan Hauge Hansen.
Flot reference
Erhvervschef ved ProVarde, Lars Buch siger om KLC Varde:
KLC Erhverv Varde = lokal, hurtig og professionel. Og dermed sagt en leverandør lige efter vores hoved. I ProVarde handler vi helst lokalt, og KLC Erhverv Varde lever op til alle de parametre, som betyder noget for os. KLC Erhverv Varde tog helt fra starten udgangspunkt i netop vores behov og i det udstyr, som vi havde i forvejen. Hvilket også var med til at holde udgifterne nede i forbindelse med vores skift fra en teleudbyder til en anden.
Hurtigt modtog vi et tilbud med ekstra tilvalgsmuligheder, som gjorde at den daglige betjening blev meget lettere. Og derved fik vi en opgradering af vores samlede telefoni
KLC Varde tog sig af alt det praktiske – ændringerne blev lavet uden gener for os, og alt virkede som det skulle med det samme.
Med serviceaftalen har alt fungeret perfekt, og når vi efterfølgende mangler svar på noget, så kan vi altid træffe en af de lokale KLC medarbejdere på telefonen eller mailen.