Når du husker at holde til højre efter en overhaling og samtidig holder sikker afstand til de andre trafikanter, skaber det bedre plads på vejene og større trafiksikkerhed for alle.
Det, der irriterer danskerne allermest i trafikken, er, når andre ikke holder til højre eller holder for lidt afstand. Det viser en undersøgelse, som Vejdirektoratet fik udført i 2015. Derfor skaber det ikke alene mere sikkerhed og et bedre flow i trafikken at vise hensyn, det giver også større køreglæde.
– Bilister, der ikke holder til højre, sinker ofte trafikken for de bagvedkørende. I Vejdirektoratet arbejder vi for at skabe god fremkommelighed på vejene, og derfor er det vigtigt, at bilister trækker ind til højre, så snart der er plads efter en overhaling. Det giver en mere glidende trafik, større trafiksikkerhed og en bedre udnyttelse af vejen, siger Marianne Foldberg Steffensen, som leder for trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.
Bilister, der ikke overholder reglerne i færdselsloven, risikerer at blive vinket ind til siden af politiets patruljer og at skulle betale en bøde.
Vejdirektoratet har lavet en film, der fortæller, hvordan man som bilist placerer sig rigtigt på veje med flere vognbaner.
Se den her: