Over 90 pct. af boligsøgende teenagefamilier går målrettet efter boliger med teenageafdelinger, lyder meldingen fra Nybolig.
De fleste teenageforældre ved af bitter erfaring, at unge mennesker i husstanden på mange måder kan være en stor mundfuld. Derfor går 91 pct. af dem målrettet efter boliger, hvor teenageren kan få sin egen afdeling, isoleret fra resten af familien. Sådan lyder det næsten enstemmige svar fra Nybolig, som har foretaget en landsdækkende rundspørge blandt sine mæglere om, hvad familier med teenagere går efter, når de er på boligjagt. Ifølge Nyboligs mæglere går 91 pct. af de boligsøgende teenagefamilier efter en bolig med særlige forhold til deres teenager.
– Vi forsøger ofte at hjælpe familier med teenagere med at finde egnede boliger, så de kan få deres ønsker opfyldt om en bolig, hvor de kan give teenageren sit eget område. Men det er jo langt fra alle boliger, hvor det er muligt at give sin teenager fx et anneks eller en hel førstesal, så resten af familien kan få fred, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Nybolig.
Udover at det i sig selv kan være dyrt at have en teenager i husstanden, mener han, at det kan blive tale om helt andre høje omkostninger, hvis ønsket om en teenageafdeling skal realiseres.
– I mange tilfælde vil ønsket om en teenageafdeling betyde, at der skal bygges om eller til. Og derfor vil man skulle regne med ekstra byggeudgifter oveni købesummen. For byggebranchen bør det her selvfølgelig være en opløftende nyhed, siger Vardes lokale Nybolig-mægler, Jesper Brorson Hansen.