Millioner til Varde Kommune

Vakse landmænd og hurtig sagsbehandling skaffer millioner til Varde Kommune.

Lokale landmænd er gode til at skaffe investeringer til modernisering af deres bedrifter. Sidste år blev der halet ca. 10 mio. kr. hjem fra en EU-pulje til staldbygninger, og i år ser historien ud til at gentage sig med nye puljemidler. Forklaringen er et godt samarbejde mellem landbruget og Varde Kommune.

Landbruget i Varde Kommune har udsigt til at få flere EU-millioner fra puljer under NaturErhvervsstyrelsen i 2016. I alt har landmænd fra Varde Kommune søgt om tilskud på 11 mio. kr. i den første EU-pulje, der har været åben i år.

Og det betaler sig at være hurtigt ude, når midlerne skal fordeles. Varde Kommune anslår nemlig, at der for hver enkelt krone landmændene får i tilskud, bliver investeret yderligere 5 kr. i lokalområdet.

Hvis alle ansøgere får tilskud, betyder det en mærkbar investering på op mod 55 mio. kr. i landbrugets konkurrenceevne i Varde Kommune. Det vil kunne mærkes hos den enkelte landmand, men også hos håndværkere, maskinstationer og andre, som er underleverandører til landbruget.

Landmænd som på forhånd har byggetilladelser og husdyrgodkendelser på plads til deres konkrete moderniseringsprojekter kommer forrest i køen til midlerne. Derfor har Varde Kommune i god tid orienteret landmændene om mulighederne i puljerne og fokuseret på at fastholde en kort sagsbehandlingstid.

Resultatet er, at 40 ud af 41 ansøgninger om husdyrgodkendelser og byggetilladelser, som skal indgå i en ansøgning til NaturErhvervsstyrelsen, er blevet behandlet og har kunnet gives rettidigt.

Dermed kommer landmændene i Varde Kommune igen forrest i køen til EU-midlerne.

Formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge:

“Landbruget er et af vores absolut vigtigste erhverv, så det er afgørende, at vi formår at tiltrække investeringer, der kan styrke landbrugets konkurrenceevne. Derfor har vi været ude i god tid og informere om mulighederne for støtte, og hvad det kræver at komme i betragtning. På den måde har vi sikret optimale vilkår for, at vi her i Varde Kommune kan tiltrække betydelige investeringer, som både giver mærkbart løft til vores landmænd og de beslægtede erhverv.”

FAKTA:

  • Varde Kommunes sagsbehandlingstid for husdyrgodkendelser ligger på 4,6 måneder og dermed væsentligt under landsgennemsnittet på 5,9 måneder.
  • Kvægpuljen, som er den første pulje af 3 puljer, der kunne søges midler fra i 2016, udgør i alt 108 mio. kroner. Ansøgningerne fra Varde Kommune udgør ca. 10 % af puljen, som er landsdækkene.

Der er pt. åbent for ansøgninger til to moderniseringspuljer til svine- og farestalde