Jeg havde glædet mig så meget, at jeg faktisk i bilen på vej ud til det her Studenthouse blev bekymret – fordi når man glæder sig så meget, er der så ikke en pæn sandsynlighed for at blive skuffet? Det blev jeg nemlig sidst – til 10 års jubilæet, hvor jeg som en af de første valgte at forlade selskabet, inden festen var i gang. Måske fordi det var min gamle engelsklærer, der tog imod, og ham havde jeg ikke så mange (læs: ingen overhovedet) gode minder om. Og alene hans tilstedeværelse gjorde, at jeg blev utilpas. Og tog hjem.
Havde i mellemtiden læst på Katedralens Facebookside, at engelsklærer var død, så den bekymring var da over&out.
Lokkerne var sat og neglene lakeret, da jeg spadserede forventningsfuld ind i menneskemængden. Min svigerinde havde advaret mig “Intet bliver det samme efter 25 års jubilæet” – fordi man her, i følge hende, skulle få et dramatisk wake up call, fordi alle andre end én selv var blevet gamle.
Men nej – det var totalt komisk – det føg i luften med “AHJ du ligner da dig selv – dig kan jeg kende ihhh”. Og sådan var det – vi var der igen, 25 år senere, men der skete et eller andet. Det er muligt, festkomiteen gjorde os alle opmærksomme på, at tindingerne var blevet højere og brysterne længere rundt om, men vi var de samme – stemningen var lagt fra første minut. Og før vi vidste af det, var vi på en måde 19 år igen…
Alle opdateringerne, hvem var gift, skilt, hvor mange børn – og så finde telefonerne frem og se og vise fotos af dem derhjemme. Og skålede for at være i 40’erne, som er det fedeste og de nye 30. Var vi enige om. Og da vi var færdige med at snakke om alle de fine jobs, vi alle sammen havde fået, og lækre børn, der sad derhjemme, ja så skete det…
Champagnen gik ind og gamle gode årgang 88-91 var tilbage!
Jeg vågnede næste formiddag, teatralsk nok hjemme på mit gamle børneværelse i Viborg, med smagen af sur karklud, en alarmerende hovedpine og vabler under fødderne. Værre blev det, da jeg krampagtigt forsøgte at rejse mig… hvad pokker var det med den hofte? Åhhh det var da jeg i et øjebliks champagnesus havde glemt, jeg ikke var nyudsprungen student og smed skoene og dansede, som om der ikke var gået 25 år…
Men skidt med øm hofte og vabler på størrelse med Bornholm. Og at stemmen er væk, fordi jeg ganske ukritisk mente, det lød vanvidslækkert, når jeg sang (læs: skreg) JEG VIL LA’ LYYYYYYSET BRÆNDE… Det var den bedste aften! Alt var som det skulle være. De var der – næsten – alle sammen – alle dem, man var studenterung med fra dengang verden var fuld af nyudsprungne bøgeblade, enkelt og uforudsigelig.
Nu kan jeg så læne mig tilbage og svælge i minderne og glo på alle de must-have-selfies fra festen, mens jeg tæller 25 år ned igen. Jeg er klar!
Så tillykke til alle Jer, der er blevet studenter derude – uanset om det er med 2 eller 12 – nyd livet – og glæd jer til gensynet om 25 år – kan kun anbefale det!