Cykelfestival på Varde Torv for andet år i træk

Søndag den 14. august danner Varde Torv igen ramme om et stort cykelevent, når Cykelfestivalen for 2. år i træk afholdes i et samarbejde mellem Varde Kommune og foreningen Cykel for Sagen.

Arrangementet starter kl. 13:00, og der vil blandt andet være cykelbane til børnene og livemusik, mens foreningen Cykel for Sagen byder på gratis kaffe og hjemmebag.

Der vil også være mulighed for at købe mad og forfriskninger på Torvet.

Cykelfestivalen kulminerer omkring kl. 15:30, hvor mere end 100 ryttere ankommer fra den tre dage lange cykeltur fra Skagen til Varde, der er arrangeret af foreningen Cykel for Sagen.

Med i feltet er borgmester Erik Buhl, som efterfølgende vil tale til de fremmødte på Torvet.

FAKTA:
• Cykelfestivalen afholdes for andet år i træk.
• Varde Kommune blev i 2014 kåret til Årets Cykelkommune.
• Festivalen er et samarbejde mellem Varde Kommune og foreningen Cykel for Sagen
• Foreningen Cykel for Sagen arrangerer en tre dage lang cykeltur fra Skagen til Varde. Overskuddet herfra går ubeskåret til sindslidende. I 2015 lød overskuddet på 213.000 kr.
• Der vil være optræden af Sydbanks rockorkester “BNP Explosions,” cykelbane for småbørn og mulighed for at møde og tage en snak med den lokale cykelhandler fra BikeInn.
• Torvet vil være afspærret, mens festivalen står på.