Bliver en alkoholiker nogensinde rigtig ædru, er alle muslimer terrorister og er alle overvægtige dovne?
For første gang er det nu muligt at låne et menneske på Varde Bibliotek. Det sker i forbindelse med kunst- og dialogprojektet “Abrahams børn”.
Lørdag den 27. august mellem 11:00-14:00 kan man låne et menneske fra en minoritetsgruppe til 30 minutters samtale.
Foreningen Menneskebiblioteket har hidtil primært fungeret i København, men udvider nu med Menneskebiblioteket Vest og kommer til Varde i forbindelse med kunst- og dialogprojektet “Abrahams børn”.
Til arrangementet kan man låne et menneske, der repræsenterer grupper i samfundet, som ofte er udsat for fordomme, stigmatisering eller diskrimination på grund af personlige overbevisninger, livsstil, social status, seksualitet eller etnisk oprindelse.
Man kan blandt andet møde en muslim, en ædru alkoholiker, en tidligere stofmisbruger og en veganer.
Der er derfor rig mulighed for at indlede en dialog med en person fra en del af samfundet, der måske er én ubekendt og derigennem nedbryde fordomme og flytte grænser.
“Lån et menneske” foregår på Varde Bibliotek Lørdag den 27. august mellem 11:00-14:00.
Arrangementet er gratis og er en del af kultur- og dialogprojektet “Abrahams børn.”
Foreningen Menneskebiblioteket har hidtil primært fungeret i København, men udvider nu med Menneskebiblioteket Vest.
Bibliotekschef I Varde Kommune Karsten Rimmer Larsen:
“Jeg synes, det er et super initiativ. Det handler jo om, at folk kan komme og blive oplyst, og især i en tid, hvor meget kommunikation foregår digitalt, er det vigtigt, at man kan stå ansigt til ansigt og samtale fredeligt med folk, man ikke kender”.
Formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Varde Kommune Lisbet Rosendahl:
“Det er jo en helt særlig oplevelse på den måde uden forbehold at kunne komme ansigt til ansigt med et menneske, man ikke kender, og som måske er ens diametrale modsætning. Min erfaring er, at den slags kan flytte grænser og bryde normer.”