Stort tillykke til dette ÅRETS LANDSBY i Varde Kommune!
Det blev Ansager, der løb med den flotte titel, og argumenterne for valget af Ansager til Årets Landsby i Varde Kommune er følgende:
Ansager lagde sig straks i favoritrollen, da byen har været en frontløber for den digitale infrastruktur i byerne og for Ruban, som er den cms-platform, der arbejdes med som fælles platform for mange af byerne i Varde Kommune. (Ruban er en kommunikationsplatform til formidling af informationer og nyheder mellem kommuner og borgere i Varde Kommune”)
Ansager.info er drevet af frivillige ildsjæle og har rigtig mange besøgende på sitet.
Ansager er langt fremme rent skolemæssigt – set i forhold til IT. IPads og digitalt undervisning/internationalt læringsrum.
Ansager har formået at lave noget, som rækker ud over byens egne grænser og Varde Kommunes grænser (her tænkes især på Ruban). Karsten Madsen (idemanden bag ansager.info) er en rigtig ildsjæl og digital frivillig. Byen har også været med til at sætte nye standarder for udviklingsplaner, hvor byen gik forrest og viste vejen i hele kommunen.
Nyt er også en app, som kan bruges til den årlige Mariefestival. Det er nytænkende og kendetegnende for byen.
Det blev Karin Nielsen, som er formand for Skovlund-Ansager Udviklingsråd, der skulle overbringe den glade nyhed – og mon ikke det har resulteret i et glas champagne eller to her i aften?
Endnu engang stort tillykke!
På Ansager.info kan man blandt andet læse:
Årets tema er ”Den Digitale Landsby”, hvor både ildsjæle og adgang til digital infrastruktur spiller centrale roller I 2013 præsenterede en initiativgruppe med hjælp fra Varde Kommune en 5-årig udviklingsplan for Ansager. Tre indsatsområder og over 25 idéer blev skrevet ned i planen. Udviklingsplanen danner senere model for tilsvarende planer rundt om i Varde kommune. Mere end 150 frivillige er i gang med planens mange projekter, der skal gøre Ansager til et godt sted at bo og besøge og sikre byens udvikling. Foreningen Ansager Byudvikling med 620 medlemmer styrer forløbet. Effektiv kommunikation For at realisere udviklingsplanen, er det nødvendig med en effektiv kommunikation borgerne og foreningerne imellem. Byen vil gerne profileres udadtil og samtidig opretholde forbindelsen til unge, der fraflytter for at tage videregående uddannelse eller job. Nyhedsportal ansager.info påtager sig denne rolle i samarbejde mellem Ansager Byudvikling og Lokal Historisk Arkiv. I løbet af 2014 kommer besøgstallet på ansager.info op på over 25.000 om måneden. Her læses dagligt nyt om livet i byen og kommende arrangementer. Byens borgere, forretningsliv og frivillige fra foreninger leverer dagligt nyheder og info til siden. Ansager by er godt dækket med bredbånd gennem antenneforeningen og da frivillige tidligt sørgede for bredbånd i oplandet, er infrastrukturen for nyhedssiden på plads. Musik og kreativitet er ifølge udviklingsplanen vækstmotoren i Ansager. Mariehaven i Ansager trækker hvert år mange tusinde besøgende til koncert. En stor skare af frivillige gør det muligt. De mange gæster kommer fra hele landet, og byen nyder godt af det skabte behov for overnatning og forplejning. Med TV dækningen af ”Sommersang i Mariehaven” bliver Ansager sat på Danmarkskortet.