Sognepræst Morten Thaysen er ikke umiddelbart imponeret over Galschiøts skulptur på torvet. Læs her hans anmeldelse:
Jeg har prøvet at skrive lidt mere om Galschiøts skulptur, som står ude på torvet. Meningen er jo, at der skal være debat. Så lad os tage den debat. Jeg undskylder, hvis det er tungt at læse. Det Galschiøt forsøger at gøre så enkelt og entydigt, er bare så forbandet kompliceret, når man skal have hele sandheden med:
De sidste par dage har jeg gået rundt om Jens Galschiøts skulptur, som han kalder for Abrahams børn. Den står stor og voldsom på torvet i Varde. Skulpturen skal skabe dialog mellem religionerne, har jeg fået at vide. Fint nok. Når jeg ser på kunstværker leder jeg altid efter skæve vinkler, overraskende sammensætninger eller perspektiver. Jeg leder efter det tvetydige, hvor jeg kan mærke, at kunstnere sætter både sig selv og mig på spil. Det er det, der gør kunst dybt meningsfuldt, synes jeg. Kunst skal åbne mine øjne for det, jeg ikke kan se. Den skal føre mig nye steder hen. Jeg skal se nye perspektiver, som jeg kan spejle mit liv i. Men i Galschiøts skulptur har jeg ledt forgæves efter det. Der er intet tvetydigt over den. Der er ingen overraskende perspektiver. Skulpturen ganske vist flot lavet. Ligeså flot som den er, ligeså entydig i sit budskab. Efterhånden har jeg opdaget, at skulpturen måske mere er en manifestation, end den er et kunstværk. Galschiøts entydige manifest er: Alle religioner er dybest set er ens. Jødedom, Islam og Kristendommen har alle de samme lyse og mørke sider i sig. De mørke sider er meget mørke. Take it or leave it.
Spørgsmålet er bare, om Galschiøt har ret. Det mener jeg ikke, hvilket jeg gerne vil begrunde.
Galschiøt klipper og klister
Galschiøts synspunkt bygger på, at alle tre religioner bygger på hver deres bog. Han har således fundet 600 lyse og 600 mørke citater fra Toraen, Koranen og Bibelen, som man kan læse på nogle skærme, der sidder på skulpturen. Med citaterne vil han vise, hvordan bøgerne i grunden siger det samme. De er f.eks. lige kvindefjendske og lige voldelige. Spørgsmålet er bare, om hans metode giver mening? Kan man tage citater ud fra en bestemt sammenhæng for at sætte dem ind i en ny sammenhæng? Ja, det kan man godt, hvis man altså vil lave en ny tekst. Det er da også præcis, hvad Galschiøt gør. Han skaber en ny tekst, som passer til det, han gerne vil sige. Galschiøts nye tekst har bare ikke noget med de oprindelige tekster at gøre. Det siger han bare ikke. Metoden svarer lidt til, at man tager en lang række citater fra Karl Marxs ”Das Kapital” og sætter dem sammen på en ny måde, sådan at de lyder som Liberal Alliances partiprogram. Nogle ville kalde den slags omgang med tekster for manipulation.
Tekster skal ikke læses bogstaveligt. Tekster skal tolkes
Galschiøts omgang med teksterne har som sagt et entydigt formål: Han vil vise, at de tre religioner er ens. De kommer alle fra Abraham og Abrahams sønner siger stort set det samme. Dette kan man læse sort på hvidt deres bøger. Dette kan Galschiøt kun påstå, hvis han på den ene side manipulerer med de religiøse tekster, og hvis han på den anden side fortier, at tekster ikke bare er tekster. Tekster skal tolkes. Det afgørende er tilmed, at alle tre religioner har hver deres måde at tolke deres tekster på.
Jødedommen tolker sine tekster ud fra, at Gud har givet jøden livet som en gave. Loven, som den er beskrevet i det gamle testamente, er en udfoldelse af, hvori denne gave består. Jødedommen har en hel række fortolkningsregler, der skal fastholde denne pointe for læseren. Dertil kommer, at teksterne i det gamle testamente består af flere forskellige genre som myter, salmer og historiske krøniker. Genrene gør, at de forskellige tekster skal læses forskelligt.
Kristendommen tolker sine tekster ud fra, at Gud har åbenbaret sin kærlighed i Kristus. Denne kærlighed er fortolkningsnøglen for alle teksterne i det nye testamente. Også teksterne fra det gamle testamente skal tolkes ud fra denne nøgle. Kristendommen ser således sig selv som en fortsættelse af jødedommen.
Islam er anderledes end jødedommen og kristendommen ved, at koranen skal læses bogstaveligt. For muslimen er koranen en afskrift af den himmelske koran. Hvert et ord i koranen kommer fra Gud, og derfor kan der ikke rokkes ved det, der står. De er guddommelige og skal læses bogstaveligt. Når nogle i dag taler om en reformation af islam, er det lige præcis her, at problemet ligger. For hvordan kan man reformere noget, der ikke må tolkes?
Sagt med andre ord: Modsat islam har jødedommen og kristendommen en lang tradition for, at teksterne skal fortolkes. Man skal ikke bare læse, hvad der står. Man skal også læse mellem linjerne.
Dette har Galschiøt fuldstændig udeladt. Han opfordrer os derimod til, at vi skal læse alle teksterne bogstaveligt. Det skal man ganske rigtigt i islam, men ikke i kristendommen og jødedommen.
At forstå en tekst udfra Muhammed eller udfra Kristus
Sådan forbigår Galschiøt den helt afgørende pointe, når man skal forstå, hvad der er på færde i de kristne tekster. Den kristne tror ikke som muslimen på en guddommelig tekst, der ikke kan røres. Den kristne tror derimod på Kristus, som alle de bibelske tekster skal tolkes ud fra. Teksterne i det nye testamente er således bestemte menneskers forsøg på at tolke, hvem Kristus er et bestemt sted i historien. Markus skriver f.eks. til en række jødekristne, der er forfulgte. Matthæus, Lukas og Johannes skriver til nogle andre. Paulus skriver til nogle menigheder forskellige steder i Romerriget. Skal man forstå teksterne, må man også forstå, hvem de er skrevet til og hvorfor. Dette forsøg på at tolke Kristus ind i tiden foregår stadig søndag efter søndag. At Kristus er fortolkningsnøglen siger alt. Islam taler om Muhammed som en krigsherre. Kristus siger, at den der er herre, skal være som den, der tjener. Muhammed slog de vantro ihjel. Kristus beder for sine fjender, og bliver selv slået ihjel. Muhammed ville magten. Kristus vil kærligheden og tilgivelsen. Dette kommer til at betyde alt for, hvordan vi skal forstå os selv ud fra de tekster, vi læser. Dette er tilmed en nøgle til forståelse af, hvad der sker ude i verden i disse år. Nægter man at se denne forskel, nægter man også at se de tusinder af kristne, der i disse år fordrives fra deres hjemlande. Man nægter at forstå, hvorfor de ikke griber til våben og tager hævn over deres forfølgere.
Når udgangspunktet er fordrejet, bliver debatten det også
Galschiøt har en sag. Det er han i sin gode ret til. Spørgsmålet er bare, om hans skulptur vil skabe en debat, der flytter noget. Det tror jeg ikke. Hvis udgangspunktet er fordrejet, vil debatten også blive det. Det er ærgerligt.
En ordentlig debat begynder altid på et oplyst grundlag. Men Galschiøt oplyser ikke. Han kommer derimod med et personligt manifest. Det er ligesom, når den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump siger noget fra talerstolen. Det lyder rigtigt i situationen. Det lyder måske ligefrem smart. Men undersøger man hans påstande, må man sige som drengen i eventyret om kejserens nye klæder: ”Men han har jo ikke noget på!”