Alberte drømmer om en uddannelse som egyptolog

I 10. klasse skal eleven skrive en opgave – obligatorisk selvvalgt opgave (OSO). Opgaven skal give eleven mulighed for at arbejde selvstændigt med et givent emne, der tager sit udgangspunkt i elevens uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse, herunder aktiviteter i form af brobygning og andet. Ugen inden vinterferien besøgte vi 10iCampus, hvor eleverne fremlagde deres OSO-opgave.

Alberte Georgsen er bidt af Egypten. Og det på trods af, hun endnu ikke har besøgt landet.

– Jeg er meget fascineret af historien, kulturen, og alle de beretninger fra det gamle Egypten, fortæller Alberte, der derfor har undersøgt, hvordan man uddanner sig til egyptolog.

Til fremlæggelsen havde Alberte fremstillet en kanopekrukke, der i Egypten blev benyttet til opbevaring af den afdødes balsamerede organer.

– Jeg har også læst om hieroglyffer, og det er en udfordring at forstå det gamle alfabet, smiler Alberte, der har i sinde at starte på STX efter sommerferien.