Alle har vel en forventning til hvordan og hvor der skal ageres efter valget!

Svar til Søren Lydeking Pedersen, Kandidat kristendemokraterne fra Jens Nielsen UDVIKLINGSLISTEN 

 

Kære Søren,

Vores indlæg om valgforbund er ikke ment som et skræmmebillede, men en undren over at Kristendemokraterne er i valgforbund med partier, som jeg ikke tror harmonerer med jeres menneskesyn.

Vi anerkender jeres valg og at I vil lade jeres stemmer stå til rådighed for andre partier. Ved valget i 2017 gik jeres 133 stemmer til det Konservative Folkeparti, som I var i valgforbund med.

Du skriver at I nu er medlem af et bredt borgerligt valgforbund og al respekt for det, men har I også afstemt i forbundet hvordan jeres stemmer skal bruges? Det er et valgforbund af 5 forskellige partier, endda med tilløbere fra Liberal Alliance og Borgergruppen.

Alle har vel en forventning til hvordan og hvor der skal ageres efter valget!

I sidste valgperiode mistede Dansk Folkeparti Tina Agergaard til Venstre. Gad vide hvad de 746 DF’ere, der stemte personligt på hende har tænkt?

Lokallisten har ekskluderet byrådsmedlemmer, der har etableret Borgergruppen og nu findes hos de konservative og i et løsgængerparti.

Det har været noget rod, som mange vælgere gerne havde været foruden.

Der går for meget politisk gryderet i det med blandede krydderier, der ikke passer sammen.

Det er derfor at Udviklingslisten ikke går i valgforbund. En stemme på U er en stemme på os og ingen andre – hverken direkte eller indirekte!

Din påstand om andet er ikke rigtig!

Enten går afgivne stemmer til at få en kandidat ind i byrådet eller også går de tabt!

Fordelingen sker ved hjælp af en model, der hedder D’Hondts metode.