Alm. Brand med opfordring: Husk denne lille ting når du skal på festival

Tusindvis af danskere samles om kort tid, når festivalsæsonen for alvor bliver skudt i gang med TinderBox, Copenhell og Roskilde. Ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand bør der især være én ting, du skal have med i tasken, hvis du gerne vil sikre dine ting i teltet. En hængelås

Det er ingen overraskelse, at der ofte bliver stjålet mobiltelefoner, tasker, højttalere og andre værdigenstande på festivaler rundt om i landet. Derfor opfordrer Alm. Brand dig til at tænke over, hvad du tager med, og hvordan du opbevarer dine ejendele.
”Vi anbefaler, at du kun medbringer det nødvendige og opbevarer dine værdigenstande så sikkert som muligt. Hvis du er så uheldig at blive udsat for tyveri, skal dit telt være aflåst med f.eks. en hængelås for at du er dækket af forsikringen, men det er selvfølgelig aldrig en god ide at efterlade særligt værdifulde ting uden opsyn,” siger Mathias Kjær Sigvaldason, Vice President for Indbo i Alm. Brand.
Selv om indboforsikringen ofte dækker dine personlige ejendele ved tyveri på festival, er der en vigtig detalje, som mange festivalgæster ikke kender: Dækningen gælder typisk kun, mens du faktisk opholder dig på festivalen som overnattende gæst.

Det oplever Alm. Brand, at mange ikke ved.
”Mange tror, at deres ejendele automatisk er dækket under hele festivalen. Men hvis du efterlader dine ejendele i teltet og tager hjem for at sove, kan det have betydning for forsikringsdækningen. Derfor er det vigtigt, at du tjekker op på din forsikring og hvad den dækker, inden du tager afsted,” siger Mathias Kjær Sigvaldason.

Tre ting mange ikke ved om forsikring på festival
Et ulåst telt kan få betydning for dækningen
• Efterlader man værdigenstande i et ulåst telt, kan det have betydning for om du kan få erstatning
Dækningen gælder ikke nødvendigvis hele festivalen
• Tager du hjem og overnatter et andet sted, kan dækningen være anderledes, end mange forventer
Dokumentation kan gøre en stor forskel
• Billeder, kvitteringer og en politianmeldelse kan gøre det langt lettere at dokumentere et tab eller tyveri
Alm. Brands gode råd til festivalgæster
• Tag kun værdigenstande med som du har brug for
• Opbevar mobil, pung og nøgler tæt på kroppen
• Lås teltet når du forlader det
• Tag billeder af værdifulde genstande inden festivalen
• Tjek hvad din forsikring dækker inden du tager afsted