Ordblindhed er noget man arbejder med på 10iCampus

Uge 40 er national ordblindeuge i Danmark. Og det markeres blandt andet på 10iCampus.

– Rent faktisk er det noget, vi har fokus på året rundt, og ikke kun i uge 40, fortæller Camilla Højlund Hansen, der er lærer på stedet og som har specialiseret sig indenfor området ordblindhed og skriftsprogsvanskeligheder.

10icampus har ca. 25 elever, der er udfordret som ordblinde – og der arbejdes helt individuelt med det, da det at være ordblind netop er individuelt – hvorledes man er udfordret med det.

– Jeg har helt klart det indtryk, at Varde Kommune er langt fremme i arbejdet omkring ordblindhed. Der er så mange gode tilbud til eleverne, og lærerne bliver tilbudt professionelt netværk skolerne imellem – det er både givtigt og effektivt, understreger leder af 10iCampus, Lis Boe-Hansen.

– Det er meget tydeligt, at det er noget, der er efterspørgsel på – at forstå og at arbejde mere med området. Eleverne vil det rigtig gerne, altså blive dygtigere og lære at bruge de gode redskaber, der er. Flere af de tilbud der er, kan i øvrigt anvendes af alle elever, altså også dem der ikke er ordblinde. Der er sket en stor udvikling indenfor netop dette område, og jo mere fokus vi sætter på det – des bedre hjælper vi dem godt videre, der er ordblinde.

På skolen tilbydes også næste skoleår valgfaget Ordblinde Café, der er bygget op omkring strategier, hjælpemidler og vejledning i forhold til elevernes læse- og skrivevanskeligheder.

– Her kan vi tale om eksamen, før efter og under, og vi evaluerer brugen af hjælpemidler – og så udveksler vi erfaringer, fortæller Camilla Højlund Hansen.

I uge 40 er der landet over flere arrangementer, der omhandler emnet ordblindhed, og man kan få et samlet overblik via denne hjemmeside:

https://www.ordblinduge40.dk/om-ordblinduge40dk/

Ordblindeindsat styrkes i skoleåret 2021-22 på 10iCampus

Fra og med indeværende skoleår har vi på 10iCampus et udvidet fokus på elever med læse- og skrivevanskeligheder, uanset hvilken klasse du går i.

Alt materiale vil være tilgængeligt online, alle elever undervises i forskellige hjælpemidler og redskaber.

Det er muligt at få hjælp til lektier og afleveringer, ligesom det skoleåret 2021-22 er muligt at tilmelde sig et valgfag, hvor du får hjælp til dine vanskeligheder.

Så uanset hvad dine årsager til at gå på 10iCampus er, om du trænger til støtte eller udfordring i fagene, vil der være fokus på at gøre dig klar til en ungdomsuddannelse.