I forbindelse med erhvervs-topmødet onsdag aften på Rådhuset i Varde uddelte Varde Kommune en ny pris, nemlig – Årets Grønne Virksomhed
En pris, der skal gives til en virksomhed, der har arbejdet med grøn omstilling og bæredygtighed og udmærket sig særligt.
Årets Grønne Virksomhed 2023 er Arnbjerg Pavillonen
Og det var et meget overvældet par, der modtog det flotte pris af Varde Kommunes borgmester, Mads Sørensen.
– Jeg havde håbet at komme i betragtning, men jeg havde da ikke på nogen måde troet, det skulle blive os, smiler en tydelig rørt Casper Rosendahl, mens hustruen Annemette smiler ved siden af. Hun kendte til overrækkelsen på forhånd, men havde holdt det hemmeligt for Casper.
– Jeg ved, hvor meget det betyder for ham – ja for os begge to – så jeg har gået på listesko og krydset alt for, at han ikke skulle finde ud af det, og det lykkes at holde det hemmeligt. Det var stort at opleve, lyder det fra Annemette Rosendahl.
Hos Arnbjerg tror man på høj kvalitet, naturlig sund fornuft og et grønt fokus. Hotelparret arbejder hver dag for en mere ansvarlig tilgang til det at drive et hotel og restaurant. For nylig kunne Casper og Annemette lægge Green Key-certifikatet på hjemmesiden, som er turismens internationale miljømærke, og nu kan så ”Årets Grønne Virksomhed” tilføjes.
– Arbejdet slutter bestemt ikke her, for hos Arnbjerg vil vi gøre tingene ordentligt og som GRØN virksomhed er du konstant til eksamen. For os er bæredygtighed en lang rejse, som vi aldrig bliver færdige med, men det ER fremtiden, og vi har nået vores første målsætning. Vi lever i en tid, hvor det her med tanke for miljø, bæredygtighed og grøn omstilling er noget man gør, og ikke bare noget man taler om. For os er det en selvfølge hele tiden at tænke i de baner – det er naturlig ansvarlighed, lyder det fra restaurationsparret.
Fik du læst: