Jeg har slugt alle sæsoner af Stranger Things.
Ikke fordi jeg forstår det hele.
Tværtimod.
Hvis jeg skal være ærlig, har jeg til tider ikke den fjerneste idé om, hvad der foregår i den der Upside Down-verden, og hvem Vecna egentlig er, og hvorfor slim, rødder og sorte skyer hele tiden truer med at opsluge alt. Jeg nikker, følger med, prøver – men inderst inde er jeg nok lidt på bar bund.
Alligevel kan jeg ikke stoppe med at se.
For det, serien virkelig kan, er noget helt andet. Den kan ramme en følelse. Et univers. Et tilbageblik. Det er som at få stukket min egen barndom og ungdom direkte i hjertet – Walkie-talkies, BMX-cykler, skovstier, mørke kældre, arkademaskiner, pladespillere og den dér fornemmelse af, at verden var både større og farligere, men også mere magisk.
Det hele føles så autentisk, at det næsten gør lidt ondt.
Da sidste afsnit var færdigt, blev der helt stille i mig. Som når en god bog slutter, eller når man har haft besøg af nogen, man egentlig ikke var klar til at sige farvel til. Jeg savner Stranger Things. Selvom jeg ikke helt forstår det. Eller måske netop derfor.
Min datter sagde noget, der ramte mig. Hun er overbevist om, at hele universet i virkeligheden bare er skabt af de her fantastiske nørder, der sidder og spiller Dungeons & Dragons. At alle monstre, dimensioner og katastrofer i virkeligheden bare er deres fantasi, der løber løbsk.
Og jo mere jeg tænkte over det, jo mere genialt blev det.
Tænk hvis det hele er én stor leg.
En kollektiv fantasi.
En barndomsdrøm, der aldrig blev sluppet.
Jeg tænkte så meget over det, at jeg drømte om det i fire timer den anden nat. Fire timer i Hawkins. Det må være et tegn på, at serien har gjort noget ved mig.
Det er nok derfor, Stranger Things virker så stærkt. Ikke på grund af monstrene. Ikke på grund af forklaringerne. Men fordi den minder os om, hvordan det var at være barn og ung – dengang verden stadig kunne være både skræmmende og uendeligt spændende på samme tid.
Og nogle gange behøver man ikke forstå alting for at elske det.
Man skal bare mærke det.