Sig mig, burde du ikke lige opsøge din læge og få lagt en plan omkring et rygestop? For det er da helt galt, at du – i din alder – ryger, og når du bliver syg, for det gør du, så er det jo en kæmpe belastning for sundhedsvæsnet!
Burde du ikke lige overveje en ekstra gang, før du køber det der kg bland-selv-slik? Fordi det har du da ikke godt af?
Tror du ikke, du skal finde et andet arbejde, for du er så stresset og bliver jo sygemeldt hele tiden – det er da ikke godt for hverken dig eller samfundet?
Dem lader vi lige stå et øjeblik.
Jeg bliver så træt, når jeg overhører de her løftede pegefingre fra tid til anden fra de selvudnævnte Coronabetjente. Dem der formanende minder om vigtigheden af 3. coronastik (eller første) – råber om død og ulykke i efteråret, hvor Covid i variant 174bbv eller whatever kommer væltende. Dem der ikke kan starte en samtale, uden det omhandler Corona. Dem, der peger fingre af dem, der ikke tænker eller gør, som dem selv. Jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg ikke orker være i et sådan selskab længere… Synes ligesom jeg får min dosis i Nyhederne…
Og nu er jeg så blevet en af DEM – dem der peger tilbage og forbløffende pænt siger: Find nu noget positivt at sige….!
Det er vel nok dejligt, at vi kan mødes igen, sludre og hygge os, og for en stund mærke hverdagen og alt det, der var, igen.
Jeg tror, det er de færreste, der ikke tænker over, hvor alvorligt det her Corona har været, og muligvis fortsat vil være. Jeg kender ikke nogen, der er fan af den epidemi, vi har oplevet de sidste knap 2 år. Selv mistede jeg for en periode en fast indtægt og mit kontor – og jeg så folk, jeg holder meget af, knække sammen. Godt krydret med en ubeskrivelig bekymring og til tider angst for, hvordan det hele dog skulle ende…
Men vi er altså også nødt til at vende tilbage – engang imellem at leve livet. Lade Corona blive udenfor døren og ikke tage den med til middagsselskabet. Og ikke mindst blande os helt aldeles udenom, hvem og hvis børn der ikke er vaccineret osv. Jeg vil meget hellere høre, hvordan det går på dit arbejde, med din datters efterskole, din mands firma osv. end om dit barn eller din faster er vaccineret. Ha’ en samtale, uden man skal lægge ansigtet i alvorlige folder og sørge for at sige alt det rigtige. (Eller)
Somme tider tænker jeg, at det, denne epidemi har gjort ved os som mennesker, næsten er værre end selve sygdommen – det er dog modbydeligt, som der er blevet skældt ud og peget fingre, lige fra “nogen” mødtes med mere end 5, og ikke havde mundbind på, da han eller hun gik ind gennem svingdøren. Og stakkels den, der ikke er vaccineret.
Måske havde vedkommende en rigtig god grund til at mødes med person nr. 6. Og en årsag til ikke at bære mundbind. En særdeles vægtig grund til at udsætte eller takke nej til vaccinen. Men det er vel en privat sag, akkurat som en ryger vil mene, at andre skal blande sig udenom.
Lad os nu finde noget fælles overskud. Glæde os over alt det, der er at glæde os over – at vi kan mødes, hygge os, være sammen, måske endda give et kram.
Kommer der en bølge igen, så må vi gribe de udfordringer, der følger med, og mon ikke også vi kan det, uden af vi behøver negativt-tyvstarte i al for god tid inden.
Jeg har lige inviteret gæster til sensommerhygge – og her er vi alle enige om, at vi lader Covid-snakken ligge i et hjørne, at man gerne må gå ud i haven og ryge, hvis man vil det, og så har jeg i øvrigt i sinde at købe en masse bland-selv-slik til kaffen…!