På 10iCampus ved eleverne i den grad noget om videregående uddannelser. Det er nemlig det, de har beskæftiget sig med inden jul.
Benjamin Ulsø kastede sit fokus på pædagoguddannelsen:
– Min mor er uddannet pædagog og arbejder som dagplejer. Så jeg er på den måde vant til små børn, og jeg har i denne her forbindelse fået lov at lave noget helt særligt med dem. Jeg valgte, at børnene skulle lære om farver, og så har jeg udarbejdet en måde, hvorpå de kan lære det på en rigtig kreativ og sjov måde. Jeg er ikke sikker på, det bliver den uddannelse, jeg vælger, men jeg har det i mine overvejelser. Efter 10. klasse vil jeg læse HF. Så må vi se, hvad der sker…
OM: Alle elever i 10. klasse skal lave OSO, som betyder Obligatorisk Selvvalgt Opgave. Den skal tage afsæt i din uddannelsesplan og dit valg af ungdomsuddannelse.
Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse. Formålet med opgaven er at give eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt med et emne. Emnet skal tage udgangspunkt i elevernes valg af ungdomsuddannelse og i deres uddannelsesplan, hvor aktiviteter som fx brobygning indgår. Opgaven skal så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, sådan at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf.
Mål
• At eleverne arbejder selvstændigt med et emne relateret til deres uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse
• At eleverne undersøger og reflekterer over indhold, krav og muligheder i den uddannelse/det job, de vælger at skrive om
• At eleverne arbejder med varierede arbejdsmetoder og udtryksformer