Bevægelsesuge: “Hej skal vi lege?”

Bevægelsesugen med navnet “Hej skal vi lege?” skydes i gang den 9 oktober. Børneulykkesfonden, DGI og bObles ønsker med bevægelsesugen at inspirere forældre og pædagoger til mere motorik, leg og bevægelse i børnehaver og institutioner.

447 børn fra daginstitutioner i Varde Kommune deltager i bevægelsesugen “Hej skal vi lege”, som foregår i uge 41. Børnene skal her balancere, styrke motorikken og lege med farvestrålende tumletårne. “Fjolletårne” og “Flyvende Frisbee” er navne på nogle af de lege, som børnene kommer til at opleve.

Stor interesse for kampagnen

I år er der tilmeldt 25.000 børn fra 815 institutioner til “Hej skal vi lege”, så interessen er stor. Siden 2011 har mere end 259.000 børn deltaget i “Hej skal vi lege?”

– Det er vigtigt at sætte fokus på motorik og bevægelsesglæde blandt børn, både når de er i institution og derhjemme. Det giver børnene gode oplevelser og kan på den lange bane være med til at give et aktivt og sundt liv. Derfor er vi også rigtig glade for den store tilslutning til Hej skal vi lege, som er den største bevægelseskampagne i Danmark for denne aldersgruppe, for det viser, at der er stor interesse for at få børn til at bevæge sig mere, siger Søren Møller, formand for DGI.

Inspiration til pædagoger

Også pædagogerne ønsker et øget fokus på bevægelse, viser en undersøgelse, Børneulykkesfonden har gennemført blandt 173 pædagoger. Af de adspurgte svarede 61 %, at der i meget høj eller høj grad er behov for øget fokus på bevægelse i deres institution. Formålet med kampagnen er netop også at give pædagogerne inspiration og redskaber til at inkorporere mere bevægelse i dagligdagen. Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden udtaler herom:

– Det kan være en udfordring for pædagogerne at komme med nye og spændende måder at integrere bevægelse på i en travl hverdag. Det er alfa og omega, at det er sjovt at røre sig, og derfor vil vi gerne give pædagogerne ny inspiration.

Bevægeglæde

Børn i alderen et til fire år bør ifølge Sundhedsstyrelsen bevæge sig så meget som muligt, mens børn i 5-6 års alderen skal bevæge sig mindst 60 minutter om dagen. Det er ifølge Louise Hærvig, børnefysioterapeut tilknyttet bObles og udvikler af legene i bevægelsesugen, vigtigt, at bevægelse tænkes ind som en helhed i børnenes dag – også derhjemme.

– Vi skal se på bevægelse som en motorisk ven, der er med os hele tiden, og sammen skaber vi bevægeglæden. Det er så fint, men ikke helt nok, hvis der kun er fokus på bevægelse i institutionerne. Forældrene skal gerne føre de gode vaner videre derhjemme. Det bedste er, at vi tænker sanserne ind i alt, det vi allerede gør i hverdagen – det er bevægeglæde hele vejen rundt, siger Louise Hærvig.

 

Fakta om Hej skal vi lege

  • “Hej skal vi lege?” arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI og bObles.
  • I år er tilmeldt omkring 25.000 børn fordelt på omkring 815 institutioner.
  • Siden 2011 har mere end 259.000 børn deltaget i “Hej skal vi lege?”
  • Årets legetema er bygget op omkring specialdesignede “tumletrin” fra bObles og tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor barnet stimulerer sin balance og motorik. Legene er udarbejdet i samarbejde med børnefysioterapeut Louise Hærvig.
  • For kun 240 kr. kan børnehaver, vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med bObles Balanceblokke, legehæfte fra DGI, plakater, diplomer til børnene, informationshæfte til forældre og institution.
  • Alt materiale kan downloades gratis på hejskalvilege.dk