Fredag eftermiddag rundede FLUGT – Danmarks flygtningemuseum – en vigtig milepæl med fejring af rejsegilde.
Museet FLUGT åbner i juni 2022.
Museet FLUGT skal formidle fortællingen om danmarkshistoriens største flygtningelejr i tiden efter Anden Verdenskrig. På sit højeste var flygtningelejren Danmarks 5. største by. Derudover skal museet rumme aktuelle internationale flygtningehistorier.
I dag fejrede det BIG-tegnede museum rejsegilde. Den tidligere flygtningelejrs to oprindelige hospitalslænger har fået følgeskab af en nytegnet tilbygning, der forbinder de tre dele til ét stort museum.
Rejsegildet markerer et vellykket samarbejde med arkitekter, ingeniører og håndværkere, der nu går ind i projektets afsluttende fase, så selve byggeriet kan stå færdigt ved årsskiftet.
Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne:
”I dag fejrer vi et vellykket samarbejde mellem de mange forskellige faggrupper, der er en del af byggeriet af FLUGT. Det er en milepæl, og bygningerne bliver fantastisk smukke. Vi kunne ikke have ønsket os en flottere ramme for de historier, vi skal fortælle på museet, når vi åbner til sommer.”
Fakta
Byggeriet af FLUGT forventes afsluttet ved årsskiftet, og museet åbner for offentligheden i juni 2022.
Arkitekter er BIG – Bjarke Ingels Group, Ingeniør er Ingeniør’ne, og NemByg står for byggeledelsen.
Byggeriet er blandt andet støttet af Den tyske Forbundsdag og den danske stat.