APOTEKET: Det er svært helt at undgå bistik og hvepsestik – så sørg for at være velforberedt: Læs denne artikel!
Du undgår ikke bier og hvepse
Der findes ingen midler, der kan holde bier og hvepse væk.
Bier er vegetarer og tiltrækkes af duftende blomster, men hvis du ikke er biavler, er risikoen for bistik ikke så stor. Hvis du ’fanger’ en bi i dit tøj, når du cykler, eller klemmer den under havearbejde, vil den nok stikke, så pas på.
Pas på søde sager
Hvepse spiser både kød og søde sager, så spiser du ude, er der stor risiko hvepsebesøg. Mange er blevet stukket i munden eller på læben af en hveps, der har forvildet sig ned i en øl- eller sodavandsdåse.
Det er ikke overraskende, at hvepsene bliver sure og stikker, hvis du forstyrrer deres bo. Tjek hækken for boer, inden du starter hækklipperen, og vær forsigtig, når du rydder op på loftet eller i udhuset. Hvepse bygger ofte deres bo sådanne steder.
Hvis du får et bistik eller hvepsestik
Der findes en lang række råd, som det er godt at følge, hvis du eller en du kender, bliver stukket. Det anbefales, at du:
– hurtigst muligt fjerner brodden, hvis den sidder tilbage i huden. På brodden sidder nemlig en giftblære, som fortsætter med at pumpe gift ind gennem brodden, selv om bien er fløjet. Det letteste er at skrabe brodden af med en negl
– afkøler stedet med en isklump eller fx en pose frosne grøntsager. Det kan gøre både hævelsen og smerten mindre.
– altid søger lægehjælp ved stik i mund, svælg eller hals. Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret.
Allergiske reaktioner på bi- eller hvepsestik
Du skal være opmærksom på, at nogle mennesker kan være allergiske overfor bi- eller hvepse-stik. Derfor skal du søge læge, hvis du efter et insektstik oplever:
svimmelhed, utilpashed og behov for at ligge ned.
problemer med at få vejret
kløe og udslæt (nældefeber) på kroppen, hvor du ikke er stukket.
/apoteket