Den gode og hyggelige tradition under Varde Handel må desværre aflyses – de kendte børneloppemarkeder, der hver tirsdag skulle sprede hygge og aktivitet på Varde torv overholder ikke de gældende regler.
Det er Corona der endnu engang spiller ind, og altså har sat en stopper for de ellers planlagte børneloppemarkeder.
– Vi mente faktisk, der var styr på det, og vi havde jo også i den grad glædet os til at børnene kunne komme afsted med deres brugte legetøj, det er virkelig en hyggelig tradition i Varde, men vi er blevet gjort opmærksomme på, at reglerne kort og godt overskrides, hvis vi samler så mange, som et børneloppemarked jo plejer at gøre, udtaler Finn Erik Kristiansen på vegne af Varde Handel.
Børneloppemarked i Varde er en tilbagevendende tradition og her plejer at komme børn og forældre fra hele kommunen – endda længere vejs fra – for at lave en god handel og få en dejlig dag. Afhængig af vejret er torvet almindeligvist fyldt, og der har været arrangementer, hvor der har været så mange børn, at man måtte henvise til pladsen ovre foran det gamle rådhus.
– I forbindelse med markedsføringen af loppemarkederne blev vi gjort opmærksomme på, at det var lige på kanten af det tilladte at afholde disse markeder, og derfor har vi valgt at aflyse – det er super ærgerligt, men naturligvis kan Varde Handel ikke stå som arrangør ved en event der på nogen måde kan være på tværs af de gældende regler, siger Finn Erik, der ser frem til næste år, hvor alt gerne skulle være som det plejer, igen.
Hjælp meget gerne med at sprede budskabet –
Fra politiets hjemmeside:
Hvis der således fx er tale om årligt tilbagevendende eller mere sæsonbetonede markeder, eksempelvis loppe- eller kræmmermarkeder, hvor en bredere og ikke nærmere afgrænset kreds. af personer gives mulighed for at opstille boder, vil disse som udgangspunkt være omfattet af forbuddet, og det vil derfor være ulovligt at afholde disse, såfremt der er flere end 50 personer til stede samtidig.
Se mere på: https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/forlaengelse-af-tiltag-mod-covid-19-i-danmark