Britt Johansen er ny centerleder hos LOOP

Hun er forholdsvis ny leder af LOOP Varde, bosat i Næsbjerg og brænder for kombinationen af sundhed og hygge.

Det har altid været der – lysten til at formidle effektiv træning. Lige siden Britt som ganske ung pige trænede på hobbyplan i fødebyen Århus. Sidenhen tog hun uddannelsen som personlig træner og kostvejleder og har i dag 17 års erfaring som holdunderviser.

– Det er nok det, man bedst kan betegne som en livsstil, uden at det skal lyde hverken fanatisk eller som om, jeg ikke interesserer mig for andet, smiler Britt Johansen, og netop smilet tager man ikke fejl af – der bliver sendt mange afsted.

”Ha’ en god dag – ses vi i morgen..? afbryder Britt sig selv, da en kvinde tjekker ud fra LOOP.

– Det er vigtigt for mig at være nærværende. Jeg vil ikke være en centerleder, der bare står bag skranken og kigger i en computerskærm. Jeg involverer mig, fordi det føles rigtigt, fortæller Britt, der flere gange i ugen tilbyder holdtræning.

– Det giver lidt variation i medlemmernes træning – vi får sved på panden, vi griner og vi hygger os.

Tilflytter

Faktisk er Britt uddannet indenfor marketing, og det var også på den uddannelse, hun mødte sin mand, der kommer fra Varde. Og som sidenhen fik overtalt Britt til at flytte tilbage til hans hjemstavn. En beslutning, Britt er rigtig glad for. I dag bor parret og deres tre børn i et nybygget hus i Næsbjerg.

– Det er en fantastisk by. Her er sammenhold, og man vil virkelig hinanden det godt. Det har været nemt at flytte hertil, konstaterer Britt.

Og da stillingen som centerleder i LOOP blev slået op, var hun ikke i tvivl – det var her, hun skulle være – og ikke mindst sætte sit præg.

– Vi har et stærkt koncept i LOOP, og alligevel frie rammer til at skabe en individuel kultur i det pågældende center. Og det er en kombination, jeg virkelig er tilhænger af. Det giver frihed og samtidig tryghed, lyder det fra Britt.

Døren går op, og et ægtepar kommer ind.

”Det er ved at være noget tid siden, jeg har set jer – har I også været ramt af corona…?” …og så kører snakken ellers derud af.

 

Du kan møde Britt alle hverdage fra 8.00 – 11.00 i LOOP på Ribevej 1. Og har du spørgsmål, kan du ringe til LOOP på 41746278 eller sende en mail: varde@loopfitness.dk