Der er rift efter byggegrundene i Ansager, efter at Varde Kommune har sat grundene på tilbud.
På Egedalen i Ansager er der alene i februar, marts og april solgt 5 byggegrunde og yderligere én grund er reserveret. Salget er sket, efter at kommunen har sat grundene på tilbud.
Til sammenligning er der i de forudgående 6 år totalt solgt 2 byggegrunde i Ansager.
Du kan næsten selv bestemme prisen. Salget sker ved, at du afgiver et bud og accepterer kommunen buddet, er grunden din. Grundene bliver dog ikke foræret væk til en krone.
Hvad salgsprisen som minimum skal være, kan Varde Kommune ikke oplyse, men henviser til udbudsmaterialet, hvor der står, at tilslutningsafgifter som minimum skal være dækket.
Ansager er højdespringer
Ansager vejer tungt i Varde Kommunes statistik over solgte grunde. I år til dato er der solgt 19 byggegrunde i hele kommunen, hvoraf de 9 er solgt på tilbud og over halvdelen, 5 byggegrunde er solgt på Egedalen i Ansager.
Ansager har 1.291 indbyggere mod 50.122 indbyggere i hele Varde Kommune.
Får meget for pengene
En af køberne på Egedalen er Irene Østerby, der er tandlæge i Ansager:
“Vi er en familie på fem, som bor i et lille hus og mangler plads. Vi var tæt på at købe grund på Egedalen allerede i efteråret, men tøvede, da vi hørte grundene måske kom på tilbud. Nu, hvor vi har købt på tilbud, får vi meget mere grund for pengene, så vi valgte en ekstra stor grund ned til Ansager å.”
“Vi er tilflyttere og kom til Ansager for 12 år siden, og befinder os godt i byen. Vi gør flittigt brug af naturen omkring Ansager til løbe- og cykelture. Når vi bygger nu på Egedalen, er vi tæt på naturen, og vi ønsker at bo her i mange år,” slutter Irene Østerby
Fakta
• Kommunen har lov at sætte byggegrundene på tilbud, når der ikke er solgt grunde i et område i tre år. På Egedalen blev den sidste grund solgt i 2010 og området er derfor nu på tilbud.
• Tilbuddet varer som minimum året ud.
• Prisen på grundene på Egedalen var 113,40 kr. pr. m² før tilbuddet. Nu kan man selv bestemme prisen og byde på grundene. Salgsprisen skal dog som minimum dække tilslutningsafgifterne.
• Der skal bygges på grunden inden to år, ellers kan kommunen kræve grunden tilbage. Men det vil typisk kun ske, hvis det er den eneste ubebyggede grund, der er tilbage, og der samtidig er rift om at købe en grund.