Casper og Annemette har papir på den grønne nøgle

For ganske nylig kunne hotelparret på Arnbjerg Pavillonen, Casper og Annemette Rosendahl, løfte sløret for en bragende nyhed. Nemlig at de nu er en såkald Green Key virksomhed.

Green Key (Den Grønne Nøgle) er turismens internationale miljømærke, som gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Green Key findes nu på omkring 3000 turistvirksomheder i omkring 60 lande.

– For at blive mærket med Green Key kræver det, at virksomheden lever op til en række stramme miljøkrav. Det er Green Keys kriterier. Og dem går man bestemt ikke på kompromis med, smiler Casper Rosendahl, for hvem det er naturligt at sætte et mål omkring netop Green Key.

– Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg altid har haft et “grønt kald”. Økologi og kvalitet er nøgleordene i mit arbejde, og i øvrigt også privat, siger Casper.

Hele tankegangen i huset er koncentreret om det, parret betragter som naturlig sund fornuft, og som Annemette siger: Det kunne da aldrig falde os ind at bruge parfumeret skyllemiddel eller noget i den retning! Og det sker ikke så sjældent, at der er gæster, der fortæller os, at det var med i deres overvejelser, inden de bookede, at vi har netop det grønne fokus. Bæredygtighed er vejen frem – ja det ER fremtiden, slår hun fast.

Og nu har parret så også papir på, at der er handling bag ordene, og at det mål, de satte sidste sommer, nu er fuldført – og så alligevel.

– Som Green Key virksomhed er du til konstant eksamen. Og det er okay. Fordi det føles så rigtigt at følge de krav, der er. Vi vil gøre tingene ordentligt, slutter Casper Rosendahl.

FAKTA:

Green Key er en selvstændig international mærkningsordning. Miljølæreorganisationen FEE, der også står bag andre mærkningsordninger som fx Blå Flag, står for det internationale arbejde. Den internationale styregruppe udstikker retningslinjerne, procedure og godkender kriterier og er  sammensat af to repræsentanter fra FEE og to fra turistbranchen. Den daglig ledelse forestås af den internationale koordination, som sidder i et FEE sekretariat i Danmark.

I Danmark

Alle medlemmer af Green Key behandles, godkendes og kontrolleres løbende af en Jury bestående af Friluftsrådet og HORESTA, mens Miljøstyrelsen deltager som observatør med indflydelse på procedure og kriterier. Denne sammensætning sikrer et godt fagligt input til drift og udviklingen af miljømærket uafhængig af særlige erhvervsinteresser.

Sideløbende er der etableret et SusDaneable-netværk med aktører fra hele branchen fx VisitDenmark, som fungerer som et fagligt board for Green Key i Danmark.