Det går forrygende, i hvert fald når man spørger butikschef Claus Rasmussen fra Mr. Bechsgaard i Varde.
Mens COVID-19 i det tidlige forår lukkede Danmark ned og afstedkom spekulationer og bekymringer rundt om, mener Claus nu at løsningen er at fokusere på det positive.
– Corona var og er noget skidt, men når det er sagt, så har det også ført noget godt med sig, blandt andet mere sammenhold, lyder det fra Claus.
Da Danmark atter begyndte at lukke op, stod butikchefen med et pænt stort varelager, fordi butikken havde valgt at lukke ned under Coronakrisen, så det var med en snært af nervøsitet, at man slog dørene op igen.
– Der var slet ingen grund til bekymring – kunderne var med os lige fra første dag, og vi har også fået nye kunder i butikken, blandt andet dem, der hidtil har handlet på internettet, har nu valgt at lægge deres indkøb lokalt, fortæller Claus, der også mener at selve sammenholdet i byen er forstærket.
– Det var jo ens for os alle, vi havde ikke prøvet noget lignende før, og måtte gribe lidt i blinde, men nu hvor hverdagen atter føles forholdsvis normal, kan vi kun melde positivt ud – kunderne vil os – og ikke mindst de mange turister!
Mange danskere har valgt at holde sommerferie indenfor landets grænser, og det mærker man også i Varde, der jo grundet strandbyerne er meget besøgt.
– Vi har dagligt kunder fra hele landet, der synes det er hyggeligt at komme til Varde – vi hører så meget godt om området, og det kan man da kun blive glad for, og det er netop den her glæde, vi skal minde hinanden om at sprede, lyder opfordringen fra Claus Rasmussen.
Intet er da helt som det plejer; mens der i juli plejer at blive solgt mange T-shirts og shorts, er der i år også meget fokus på festtøjet.
– Det er vi slet ikke vant til, det er helt nyt, men det hænger naturligvis sammen med at alle fester er blevet udskudt, der er mange bryllupsfester her i juli og i august, og ligeledes er konfirmationerne også udsat til sensommeren, fortæller Torben Storgaard, der garanterer, at udvalget er stort og flot, uanset om man er gæst eller skal holde fest.
– Jeg kan kun opfordre mine kolleger i gågaderne til at tale byen op – til at tale handelslivet op. Vi har fået kunderne tilbage, og jeg tror faktisk på, de bliver her, hvis vi husker at fortælle de gode historier og vise taknemmelighed over det, slutter Claus Rasmussen fra Mr. Bechsgaard i Varde.
Indslag fra Mr. Bechsgaard Varde: