Det er dog en besynderlig tid, vi befinder os i – på rigtig mange måder. Som en form for paradigmeskifte – blandt andet især indenfor mit fag.
Robotterne er kommet. Og den kunstige intelligens har ædt en stor del af det, vi sad med førhen. Mine kolleger indenfor mediebranchen er udfordret af, at den enkelte ved hjælp af ganske få klik på PC’en selv kan sammenfatte en artikel og få udført jobbet som grafiker ved selvsamme AI-agent.
Det er jo ikke kommet snigende hen over natten. Men da internettet blev allemandseje, begyndte lavinen. Selv var jeg ansat på et reklamebureau i Nordjylland og hørte snart om de her unge gutter, der åbnede en netavis.
En netavis? Kan man det? tænkte jeg – og ganske få år senere tog jeg chancen og kastede mig ud i det også. Inspireret af de her frederikshavnere.
Og jøsses hvor var der mange, der smilede overbærende, og jeg hørte skam også vindenes susen “Det er en døgnflue” – det kan man ikke, det der…”
Samtidig væltede det ind over landet med netaviser, og Facebooksider, der serverede nyheder og annoncer, som vi ellers kun kendte det fra papiret. Og dem med papirudgaverne kastede sig lidende ud i Facebookdelinger af deres artikler. Og så var en vis herre da ellers løs.
I dag svømmer vi om kap med klimaforandringerne – ja vi overvømmer i nyheder, vi selv skal sortere i om er fake news eller den rene vare – reklamer, hvor det halve er usandheder og skabt af kunstig intelligens, der sætter kendisser ind mod deres vilje til at søsætte store kampagner.
Journalister og annoncesælgere fyres i massevis, og dem, der er tilbage, kæmper for papiret med slørede overskrifter og låste artikler. Godt jeg forlod den verden for længe siden… jeg føler virkelig med dem, der sidder tilbage…
Vi kan ikke bremse udviklingen, omvendt kan vi heller ikke sætte os med hænderne i skødet og forbande udviklingen. Men vi kan være skeptiske. Ganske som politikerlede er et alment kendt begreb, så er nyhedsleden også over os – fordi der er alt for meget af det – nyhedskaos – på den denondelyneme forkerte måde.
Breaking News med nonsens pladder, hvor overskriften skal lokke os ind på en komplet ligegyldig side, så det tæller i klikkene hos salgschefen, må da for hulan snart komme til at høre fortiden til.
Jeg beskæftiger mig ikke med Breaking News – som mediebureau er mit fokus på den levende positive fortælling og den nærværende annonce – og min pengepung bliver ikke tykkere af, at man klikker på link.
Jeg priser mig lykkelig for ikke at være i det frygtelige cirkus, hvor man bliver målt på læsertal, og hvor den enkelte lille historie skal overleve på groteske stikord for at lokke folk i fælden.
Men jeg er trist over, at mit fag halter på denne måde, og jeg ser frem til den dag, hvor der falder mere ro på, hvor vi forhåbentlig kan prøve at genvinde læsernes tillid til det skrevne ord. Jeg glæder mig til, at jeg kan læse et opslag i by-infogruppen, jeg administerer, uden at jeg 3 timer senere kan finde det samme indslag omformuleret med vanvittig overskift i en låst artikel på internettet. #patetisk og #tåkrummende #hvorerjournalistikken
Lige på det punkt, så var der nu noget over de gode gamle dage, hvor man som journalist deltog i pressemøder som en selvfølge, rejste sig fra kontorstolen og skrev sine egne artikler og gik til hovedet i stedet for på Facebook som kilde!
Det var egentlig bare dagens tanker.