Puha, det var vist en provokerende overskrift, men lad mig nu forklare.
Jeg kan ikke lige på stående fod huske om vi er i 6. eller 7. uge med det her Corona og stay home – Stay safe osv. Det virker som uendeligt længe siden, man kunne slentre en tur i gaden og give et knus til en god ven på vejen, uden håndsprit i tasken.
Det ER alvorligt, og selvfølgelig skal vi fortsat tage det her seriøst og vaske og spritte, men vi skal sørme også slappe lidt af. Det er ligesom om, vi er nået til den fase nu, hvor folk keder sig så meget, at de bare skriver alt på nettet, de sidder gnavent og tænker i deres isolationsharme.
Jeg er også vred. Og sur. Ja, over at alting er sådan her, det er da noget møg! Men jeg stopper alligevel mig selv, inden jeg skriver på Facebook at alle andre er nogen idioter og at folk parkerer deres biler elendigt eller at nogen åndede mig i hårtoppen i køen i supermarkedet. Eller glemte at nyse i ærmet. Bevares, vi er nogen, der har pollenallergi, og den kan altså smutte…
Det er jo stukket helt af nu. Det flyder med harme og negativitet, så man bliver helt ængstelig… Enten er mange derude blevet lidt surt-sære af at være for isolerede for længe, eller også surt-keder man sig simpelthen for meget.
Førhen smilede jeg lidt af, når folk delte billeder af deres løberuter og spisetallerken. Nu savner jeg det så meget, at jeg selv lagde foto på Facebook af en steg på min grill forleden. Den så altså bare så flot ud. Og det tænkte jeg at andre også gerne ville se… fremfor en beskrivelse af en vred dame, der havde hostet i hånden og tørret den af på en indkøbsvogn – med VILJE, mens hendes bil var ulovligt parkeret udenfor og garanteret fyldt af illegale grænse-spadserende, der havde i sinde at hoste på os ALLE sammen. Fordi de garanteret var oversmittet, hver og en.
– Eller sådan noget…
Det vrede selvhøjtidelige Corona-politi fremstår jo som rene engle pt. i forhold til den tone, der på det seneste er opstået.
Hvis man er i tvivl, så hop ind i GoVardes infogrupper. Vi sletter mellem 15 og 25 opslag hver dag, og sender venligst folk ud af grupperne.
En typisk tråd:
Opslag: Har nogen set min kat, den er sort og hvid og meget kælen, sidst set i Varde N.
Første kommentar: Nej hvor synd, måske så jeg den i morges… hvor præcis bor i?
5. kommentar: Jeg kan ikke li katte, Hold dem hjemme.
8. kommentar: Alle katte skulle skydes.
15. kommentar: Hvis jeg ser din kat, kører jeg den over
Kommentar til kommentar: Du vil ikke ønske at møde mig en mørk aften, så er det vist dig der bliver kørt over…
…. Lidt vildt ikke? Tonen har altid været lidt fri på de sociale medier, men pt. er det da stukket helt af…
Kan vi ikke skrue lidt ned for al den foragt og det had, de nedladende kommentarer og unødvendige opslag om hvor slemme og grimme andre er. Der er slet ikke brug for den slags nu.
– Det er der egentlig heller ikke, når vi vender tilbage til hverdagen, men lige nu – hold nu op. Har du noget pænt og positivt at byde ind med – så kom an, men drop nu alt det lave skyts, tak…