Dagrofa åbner ubemandet Let-Køb butik i Fåborg

I samarbejde med Retail360 åbner Dagrofa i løbet af juni tre ubemandede testbutikker under navnet Let-Køb. En af dem placeres i Fåborg, hvor der tidligere har ligget en dagligvarebutik. Fleksibiliteten i det nye butiksformat åbner for nye indkøbsmuligheder i mindre byer som Fåborg.

Fødevarekoncernen Dagrofa, som har dagligvarebutikkerne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, kan nu afsløre placeringen på tre nye Let-Køb butikker med et anderledes koncept. De tre Let-Køb butikker vil være ubemandede, og kunderne kan selv få adgang ved at scanne en QR-kode ved indgangen og oprette sig med NemId eller MitId.

– Vi glæder os rigtig meget til at teste de nye Let-Køb butikker i samarbejde med Retail360. Det nye ubemandede koncept giver vores lokale købmænd mulighed for at styrke deres eksisterende forretning og åbner for nye muligheder. En del Let-Køb butikker ligger f.eks. i ferieområder, hvor butikken er lukket eller har indskrænkede åbningstider dele af året. Med tilføjelsen af en ubemandet butik som supplement til den traditionelle, kan vores købmænd tilbyde dagligvarer i flere af døgnets timer og uden for sæson, siger Esben Keller, kædedirektør for SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Den ene af de tre ubemandede butikker er strategisk placeret i Fåborg, hvor det er oplagt at teste det mindre ressourcekrævende ubemandede koncept, fordi det ikke tidligere er lykkedes at bibeholde en traditionel dagligvarebutik.

Butikken skal drives af Brian Bjerregaard, som har Min Købmand i Agerbæk. Den erfarne købmand skal stå for jævnligt at levere varer til den ubemandede butik og fylde op på hylderne og tilpasse sortimentet til lokalområdet. Alt imens han samtidig står for driften af sin bemandede dagligvarebutik.

Sortimentet vil bestå af over 500 varer og henvender sig særligt til dem, der er på farten. For at få adgang til de ubemandede butikker, skal man som kunde scanne en QR-kode ved indgangen og oprette sig med sit NemId eller MitId. Konceptet har direktør for Retail360 Mads Laursen udviklet og finpudset sammen med sin kompagnon, Michael Hansen.

For Retail360 var det vigtigt at lave en løsning, der var nem at gå til og sikker at bruge. Selve den ubemandede butik kræver kun ca.28 kvm for at rumme den 40 fods boks, der danner rammen om den ubemandede butik. Den er let at transportere og placere på parkeringsarealer, i byen og andre steder uden det er til gene for andre. Ligeledes kræver det kun tilslutning af el for, at butikken kan komme i drift.

Indgang kan kun ske via oprettelse med NemID eller MitID som også sikrer, at ingen under 16 kan få adgang. Butikken er videoovervåget, og det er både nemt og brugervenligt at oprette sig og bruge appen til at handle med. Hvis der opstår tvivl eller spørgsmål, er det muligt at kontakte kundeservice 24 timer i døgnet.