Dansk Folkeparti peger på Mads Sørensen som Varde Kommunes kommende borgmester

Pressemeddelelse: De sidste 12 år har Venstre og Dansk Folkeparti haft et godt og konstruktivt samarbejde i Varde Kommune. Det ønsker de at fortsætte efter valget med udgangspunkt i den udvikling af kommunen, som partierne sammen har lagt rammerne for. I den forbindelse vil de to partier i de kommende uger fremlægge en række fælles visioner for Varde kommune.

I den seneste tid har medierne spekuleret i en mulig skilsmisse af de gamle samarbejdspartnere, men det er ikke tilfældet, siger medlem af byrådet for Dansk Folkeparti, Julie Gottschalk:

“Jeg har haft et godt samarbejde med Venstre de sidste 8 år. Vi har sammen taget de store og svære beslutninger, der skaber udvikling i kommunen. Jeg ønsker en leder af kommunen, der tør tage ansvar, og der står for udvikling. Det har vi en fælles forståelse for.”

Ovenpå udmeldingen tilføjer Mads Sørensen:

“Jeg er glad og beæret over tilliden fra Dansk Folkeparti Varde til mig som Borgmesterkandidat. Venstre har historisk set haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er et parti, som altid har haft fokus på at finde løsninger, stået på mål for svære beslutninger og altid været villig til at påtage sig det ansvar, som der følger med at være en del af flertallet – til glæde og gavn for borgerne og udviklingen af Varde Kommune. Jeg ser frem til at fortsætte dette tætte samarbejde efter valget den 16. november 2021.”

I mediernes spekuleren bliver særligt Dansk Folkepartis spidskandidat, Jeremy Bo Pedersen, udlagt som manden, der kan gøre op med det gode samarbejde. Selv udtaler Jeremy Bo Pedersen dog, at det ikke bliver tilfældet:

“Jeg kan ikke se fordelen i, at Dansk Folkeparti skulle pege på en anden kandidat end Mads Sørensen. Vi har historisk haft et fantastisk samarbejde med Venstre, hvor Dansk Folkeparti har opnået maksimal indflydelse for vores mandater i byrådet, det ønsker vi at fortsætte med. Derudover kan jeg have svært ved at se mig selv i den meget brede politiske konstituering uden en klart defineret leder, som skulle være alternativet til Venstre. Vi er helt trygge ved at pege på Mads Sørensen.”

 

/KV21