Nyheden om at der fra den 1. juli vil været et coronapas, der gælder i hele Europa, får ikke alle danskere til at sænke paraderne. 34 procent af danskerne svarer i en ny undersøgelse, som Ulobby har lavet i samarbejde med Voxmeter, at de ikke vil være trygge ved at holde sommerferie i udlandet.
Nu kan ferieglade danskere begynde at glæde sig til igen at kunne vende snuden udenlands. En lang række regioner i europæiske lande er blevet gule, hvilket betyder at danskere kan rejse til udvalgte europæiske lande, uden at komme i karantæne eller skulle testes på hjemrejsen. Samtidig vil der fra 1. juli være et europæisk coronapas, som betyder, at rejsende med godkendte vacciner, har samme rettigheder, som indbyggerne i det land, man rejser til – hvilket gør rejser mellem europæiske lande lettere. Men danskerne er splittede, når det kommer til at rejse udenlands – hele 34 procent svarer i en ny undersøgelse, at de er utrygge ved at holde sommerferie i udlandet.
“Selv om politikerne har lempet lidt på restriktionerne for at få danskernes rejselyst på gled og sætte gang i turismen både herhjemme, men også i udlandet, så er der noget, der tyder på, at denne sommer bliver en gentagelse af sidste sommer, hvor mange danskerne valgte at blive hjemme, mens få drog ud,” siger Steffen Gantzel Pedersen, der er analysechef hos Ulobby.
Restriktioner påvirker hverdagen og rejselysten
At rejselysten ikke er oppe på samme niveau, som før corona, kan hænge sammen med, at danskerne stadig føler, at restriktionerne påvirker deres hverdag. 43 procent svarer i undersøgelsen, at de føler, at restriktionerne påvirker deres hverdagsliv.
“Når så stor en del af danskerne føler sig begrænsede af corona restriktionerne i deres hjemland, så kan man jo drage klare paralleller til, at danskeren kan føle sig usikre på, hvordan restriktioner vil påvirke en eventuel ferie. Restriktionerne er jo lokale, så når man bestiller sin ferie, skal man i højre grad sætte sig ind i, hvordan tilstandene og reglerne er i det pågældende land. Der hviler altså et ansvar på den enkelte dansker om selv at undersøge det – og det kan bremse rejselysten”, siger Steffen Gantzel Pedersen, der er analysechef hos Ulobby.