De unge skal forstå vigtigheden af at engagere sig

Læserbrev, indsendt af Alberte Højgaard, kandidat til Varde Byråd (VU/V), Ingemannsvej 12, Varde.
Hvorfor Venstre? I en tid med høj bølgegang, og hvor det fyger med foruroligende meningsmålinger kan man jo spørge sig selv, om det nemmeste ikke bare ville være at smide håndklædet i ringen…
 
Det var et tilfælde, ærligt, at det blev Venstre. Jeg var 15 år, og blev inviteret ind i et fællesskab af en god kammerat, men det skulle hurtigt vise sig, at det var her, jeg hørte hjemme.
 
Jeg er opdraget til at tro på mig selv – til at stå ved det, jeg tror på, og ikke lade mig kue. Jeg har lært, at det er vigtigt at kæmpe for det, man vil have gennemført – og ikke give op på trods af modstand!
 
I Venstre er der højt til loftet, og her er plads til at have meninger, der ikke nødvendigvis matcher din sidemands – men vi er lige gode venner af den grund. Det er nemlig det, vi blandt andet sigter mod – gode debatter, stærkt samarbejde, i øvrigt på tværs – og det er det, der fascinerer mig og gør, at jeg kæmper for en plads i byrådet: Jeg brænder for det politiske arbejde! Brænder for at gøre en positiv forskel! Jeg vil gøre en forskel i det politiske imagebillede, så at sige. Jeg vil gøre lokalpolitik nærværende og mere interessant for den unge borger. Som det er nu, så gaber skoleelever rundt om, når der er politik på skoleskemaet. Jeg vil være med til at fortælle, at politik IKKE er kedeligt, men at det derimod er noget, der i den grad vedrører dig og mig – OG de unge. Fordi, det er det, jeg vil: SÆTTE UNGDOMMEN PÅ DEN POLITISKE DAGSORDEN. Og meget mere – som jeg nok skal fortælle om løbende blandt andet på min Facebookside frem til valget i november….