Debora – italiensk kok, bringer ægte håndværk til Varde

Uddannet på Le Gordon Bleu i London og har arbejdet for den skotske kok Gordon Ramsay

FOF har gjort et scoop med en helt ny syditaliensk underviser, Debora Ercoli,  der brænder for at dele sin passion for italiensk mad med vardenserne her til efteråret. Med rødder i det italienske familiekøkken skaber hun madlavningskurser, der er lige så meget kulturformidling som madlavning. “I min familie var pasta ikke bare noget, vi spiste – det var noget, vi skabte sammen. Det var kærlighed i mel og vand,” fortæller Debora, der har bosat sig i Varde sammen med sin mand og to børn.

Debora underviser både børn og voksne i kunsten at lave italiensk mad fra bunden. Debora er fuld af varme og charme, og er mester i fortællinger om italienske traditioner, råvarer og teknikker, der er gået i arv gennem generationer. “Når du arbejder med dejen med dine egne hænder, forstår du, hvorfor italiensk mad er kultur, historie og fællesskab,” siger hun.

Debora er uddannet fra den anerkendte kokkeskole Le Cordon Bleu i London med topkarakterer. Hun har arbejdet på flere Michelin-restauranter, herunder i samarbejde med Gordon Ramsays team, og har medvirket i tv‑madprogrammer. Senere underviste hun på den prestigefyldte Boscolo Etoile Academy i Italien, hvor hun trænede unge kokke og afholdt kurser for ikke‑professionelle.

I dag deler hun sin store erfaring gennem kurser for FOF Sydvestjylland, hvor deltagerne får et dybt indblik i traditionelle teknikker, råvarer af høj kvalitet og historierne bag hver ret. Med Debora får man ikke blot et madkursus – man får en bid af Italien, formidlet af en kok, der brænder for sit håndværk og for at give sin passion videre. Debora er flyttet til Varde med sin mand for fem måneder siden, han arbejder som helikopterpilot i Esbjergs Lufthavn. Børnene går på den internationale skole i Esbjerg. Bemærk at undervisningen foregår på engelsk indtil Debora har lært meget mere flydende dansk 😊

Debora Ercoli står i FOF’s køkken på Kongensgade 70, 1 sal. Undervisningen i Varde foregår på Frello Skole til efteråret. Der udbydes to kurser.

Link til to kurser i Varde: https://www.fof.dk/aftenskolen/fof-sydvestjylland/italian-regional-cooking-in-english?holdnr=262424