Torsdag d. 4. september starter Demenskoret, et nyt tiltag for demensramte i Varde Kommune.
Ideen bygger på at sange kan vække minder og glæde for personer med en demenssygdom.
Koret vil have fokus på kendte sange, fællesskab, kreativitet og livsglæde gennem musikken.
– Center for Sundhedsfremme, og Kompasklubben er utrolig glade for at have indgået et samarbejde med Musik & Billedskolen om at oprette et Demenskor. I foråret var der en prøvegang, og her var der stor interesse for tilbuddet. Vi håber, at mange borgere vil benytte sig af tilbuddet, og jeg glæder mig til at være en del af det, siger Anne Serritzlew-Kristensen, ergoterapeut fra Kompasklubben, Demenshus Varde.
Også Musik & Billedskolen er glade for det nye samarbejde. -Det er af meget stor betydning for os, at det lykkes at oprette Demenskoret. Musik og sang har en evne til at virke helt inde i vores grundlæggende kognitive evner, og derfor kan den omgå mange af de udfordringer, demensramte har. Og måske ser vi i særlig grad hos demensramte, hvordan musikken er en vej til glæde, og til en genforening af bevidstheden med ens hukommelse og eget Selv – det er helt særlige oplevelser af fællesskab og livsglæde, vi ser frem imod, ” mener Peter Vogel, leder af Musik & Billedskolen.
Alle er med en demenssygdom er velkomne, gerne med en pårørende.
Se mere og tilmeld på www.musikogbilledskolen.dk/demenskoret