Demente – jeg har levet iblandt dem

Af Preben Friis-Hauge (V), folketingskandidat i Varde Kredsen, Søndergade 18, 6862 Tistrup

Jeg ved godt, at overskriften kan få nogen til at trække på smilebåndet, men i min barndom og indtil jeg var 13 år gammel, da boede jeg og min familie på plejehjem, pga mine forældres arbejde. Jeg oplevede således de demente borgere på plejehjemmet på tæt hold i deres hverdag – hver dag. Jeg mødte også deres pårørende, når de kom på besøg. Jeg oplevede i den forbindelse både glade og mindre glade stunder.

Derfor gør det mig glad og tilfreds, at vi i Venstre nu er kommet med forslag til en nye demenspakker til gavn for demente og deres pårørende.
Forslaget indebærer at vi vil afsætte 500 mio kr mere til “Demensløftet”. Pengene er naturligvis finansierede gennem tidligere fremsatte forslag i februar i år.
Ældresagen og Alzheimerforeningen har fokus på nødvendigheden af at ansætte demenskoordinatorer, der både kan støtte den demente og de pårørende.
Det er vigtigt, at der i pakkerne også tænkes aflastningsmuligheder ind for de pårørende, som nogle gange er hårdere udfordret end den demente selv er det.
Endeligt så ved jeg, at det er vigtigt, at man hurtigt får udredt den måske demente, således både den demente og de pårørende kan opleve, at den rette og trygge behandling hurtigt kan igangsættes.
Antallet af demente over 65 år forventes at vokse til mere end 145.000 mennesker i 2040. Vi må gøre noget, hvis også demente skal opleve “Danmark i sikre hænder.”