Den ristede med det hele er tilbage på byens torv

Så sker det! Pølsevognen åbner atter på Varde Torv, og står det til initiativtageren Tue Nielsen, kan det kun gå for langsomt.

– Det er ikke en ide, der er opstået hen over natten, faktisk har jeg igennem længere tid ønsket at etablere pølsevogn i byen, men der er mange ender, der skal samles. Og ikke mindst underskrifter, der skal pudses af, siger Tue, de fleste utvivlsomt kender fra Næsbjerghus og Pagoden Varde.
Det er pølsevognen, der blev fjernet i efteråret, der atter flyttes tilbage på torvet, og Tue drømmer om at gøre den mere autentisk.
– Jeg vil gerne have, at folk ikke er i tvivl, når de går forbi – så man kan se, det er en pølsevogn.

Menukortet kommer naturligvis til at byde på alle former for hotdogs, og derudover den gode burger med diverse tilbehør.
– Jeg kommer ikke til at gå på kompromis med kvaliteten. Det bliver i god gammeldags pølsevognskultur. Og så skal der naturligvis også være plads til lidt tant og fjas, smiler Tue, der regner med at lancere hotdogs i ”traktorstørrelse”, som han udtrykker det.

Med i konceptet kommer også en madpakkeordning, hvor man kan bestille mad til afhentning – for som Tue siger: Det er jo nærmest drive-in – du kan parkere næsten op af lugen og hente frokosten til dig og dine kolleger, – og der er nu ikke noget som en god hotdog, slutter Tue, der håber på god opbakning fra såvel byens borgere som handelslivet.

Ønsket er, at pølsevognen kan åbne i forbindelse med Late Night i byen d. 5. april.

Medarbejder søges: Fuld tid – med start 1. april primært i pølsevognen på torvet 🌭
– Du kommer til at indgå i et team med tre spisesteder, Næsbjerghus, Pagoden samt pølsevognen på torvet i Varde.
Jobstart 1. april eller hurtigst herefter.
Ring for yderligere information på tlf.: 75267083, send gerne en ansøgning på kontakt@naesbjerghus.dk